GAFFAs mangeårige anmelder fortæller om sine musikalske favoritter fra 2013
Året er gået på hæld, og i den anledning har GAFFA givet ordet til en række GAFFA-skribenter, der året ud vil fortælle om deres yndlingsalbums fra 2013. Her gælder det GAFFAs mangeårige anmelder Finn P. Madsen.
Hør en playliste med Finn P. Madsens yndlingsalbums på Spotify
Hør en playliste med Finn P. Madsens yndlingsalbums på WiMP
Udland:
1. Sigur Rós: Kveikur (billedet)
Efter den tyste "Valtari" brød Sigur Rós med deres ambiant-agtige koncept og lod sluserne åbne. Med vulkansk kraft flød den musikalske lava over med bombastiske percussion-rytmer, overstyrede guitarudladninger og ikke mindst Jón Birgissons englevokal som altomsluttende kardinalpunkt.
2. The Flaming Lips: The Terror
Festen sluttede for The Flaming Lips i 2013. Slut med gøgl og gejl. Oklahoma-bandet indtager atter nye landvindinger på fremragende vis på "The Terror", som indfanger en alvorlig og ikke mindst bekymrende tone, som afspejler sig hele albummet igennem.
3. Nick Cave & The Bad Seeds: Push The Sky Away
Ikke siden mesterværket "The Boatman's Call" har Nick Cave virket så intens og sjælesøgende. Mørkets Sinatra leverer sit bedste album i årevis, og efterårets koncert i Falkoner Salen cementerede en kunstner, der i en sen alder er på toppen af sit game.
4. David Bowie: The Next Day
Miraklernes tid var ikke forbi, da David Bowie i januars første dage brød 10 års tavshed. Ud af ingenting offentliggjorde han, at han ville udgive et nyt album. På trods af den fremragende og melankolske første single "Where Are We Now?" var "The Next Day" overraskende et habilt rockalbum, der viser, at rockens kamæleon langtfra er færdig.
5. Depeche Mode: Delta Machine
Hvem skulle have troet, at Depeche Mode havde endnu et stort album i sig. Treenigheden Gore, Gahan og Fletchers flamme brænder stærkt på "Delta Machine", og albummet er det bedste siden mesterværket "Violator". Den mørke deltas blues blandes med vital synthrock af stærkeste kaliber, hvor Dave Gahan som sanger er mageløs og i særklasse.
6. Steve Mason: Monkey Minds In The Devil's Time
Som soloartist lægger forvandlingskuglen Steve Mason ikke op til leg, som han gjorde det med sit tidligere band Beta Band. Derimod viser multiinstrumentalisten sig på sit andet soloudspil som en sårbar enhed, der udtrykker sig med dybde og sjæl i en række hudløse sange skrevet i tiden efter en depression. Det meste af albummets numre søger efter en mening med det hele, men lidt leg i det små bliver der også plads til.
7. Jim James: Religons Of Light And Sound Of God
My Morning Jackets frontmand Jim James slipper rigtig godt fra sit første soloalbum. Bare tag titlen, den holder, hvad den lover. Sange af katedralsk skønhed med spirituelle undertoner maner til eftertanke. Alsidigheden er stor, hvor underspillede strygere, forvrængede guitartoner og sært skvulpende baslinjer går op i en højere enhed på en blanding af himmelsk folk og halvfjerdserpop.
8. Teho Teardo & Blixa Bargeld: Still Smiling
Den evigt søgende Blixa Bargeld har fundet sammen med multimusikeren Teho Teardo på "Still Smiling", som både vækker forundring og dyb respekt. Hovedarkitekten i Einstürzende Neubauten har på et af sine mests tilgængelige album nogensinde sammen med Teardo komponeret et lille finurligt værk i grænselandet mellem art og pop, og det både på engelsk, tysk og italiensk. Respekt!
9. Matthew E. White: Big Inner
2013's store overraskelse på debutfronten kommer fra Matthew E. White. På "Big Inner" disker den skæggede bamsebjørn sammen med sit velspillende Spacebomb House Band op med en glohed blanding af Stax, soul og lounge-pop. Hele herligheden bliver spillet med en overlegenhed og indlevelse, der skal ledes længe efter. Et uafrysteligt autentisk musikalsk aftryk.
10. Bill Callahan: Dream River
Særlingen Bill Callahan har med "Dream River" begået sit bedste soloudspil til dato. Den ellers altid utilpassede enespænder kommer os ligefrem i møde med en række sange, der med en underspillet humor bliver et ganske pudsigt bekendtskab. Callahans blanding af americana og mere traditionelle sangskrivningsformler har aldrig lydt bedre.
Danmark:
1. De Efterladte: Alvorsord Og Etagevask
Peter H. Olesen er en af Danmarks bedste sangskrivere. Vi burde prise os lykkelige for at have en ordsmed som ham, der med sine ramsaltede tekstlinjer kan vække forundring, så det er umuligt ikke at trække lidt på smilebåndet. Sammen med Michael Lund danner han rammen om duoen De Efterladte. "Alvorsord Og Etagevask" er musikalsk underspillet poesi, der både hylder hverdagens tovtrækkerier og kærligheden på godt og ondt.
2. Martin Hall: Phasewide, Exit Signs
På sit første soloudspil i syv år tager den omskiftelige hr. Hall os med på et musikalsk roadtrip, der viser, hvor fremragende en sanger han er. De musikalske eksperimenter er dæmpede og nærmer sig det ambient-agtige, hvor det indimellem skurrer og knirker i baggrunden. "Phasewide, Exit Signs" er en delikat udsøgt fornøjelse fra start til slut med Martin Hall i foruroligende god form.
3. Agnes Obel: Aventine
På Agnes Obel anden langspiller er der ingen fornyelser at hente. Derimod cementerer hun sin status på "Aventine" som en af landets mest sarte kvindelige kunstnere, hvor det vemodige møder det længselsfulde med næse for drømmerier. Det musikalske koncept er udvidet med florlette strygere, hvilket giver klaverballaderne en tiltrængt ballast.
4. Kissaway Trail: Breach
Efter en længere pause er Kissaway Trail tilbage i fuld flor. Diverse uoverensstemmelser var lige ved at rive gruppen midt over, men de valgte dog at gå i studiet igen med to bandmedlemmer og et "The" mindre. "Breach" er en berusende oplevelse i grænselandet mellem indie og støjrock. Lyden er massiv, og de skurrende guitarflader fortæller, at her er noget på spil.
5. The DeSoto Caucus: Offramp Rodeo
Som backingband for Howe Gelb med Giant Sand er The DeSoto Caucus umulige at komme udenom. Her er ingen slinger i valsen, når de musikalsk kigger ud på de store vidder og spiller op til en fygende ørkenstorm. The DeSoto Caucus er fremragende musikere, der kan deres alt-country til fingerspidserne.
Hør en playliste med Finn P. Madsens yndlingsalbums på Spotify
