Nyhed

Aarhus Psych Festival føjer sidste navne til programmet

Danmarks eneste festival, der er dedikeret til psych-musikken, løfter nu sløret for de sidste navne

Aarhus Psych Festival præsenterer nu aarhusianske Narcosatanicos som den sidste tilføjelse til festivalens line-up. Med blot en enkelt udgivelse i bagagen har bandet allerede fået en del opmærksomhed på den danske psych-scene med deres intense live-performances, tilsat syret saxofon, stærkt forvrængede guitarer og unikke live-visuals.

Festivalen, som finder sted den 11 og 12. oktober på spillestedet Radar, byder på et to-dages musikprogram, der udforsker psych-musikkens mange afskygninger med både danske og internationale bands på plakaten. På programmet er alt fra neo-psykedelisk rock og skæve støjeksperimenter til obskur garagerock og post-punk i den høje ende af decibelskalaen. Festivalleder Stine Kloster siger om festivalens program:

- Det er vigtigt for os at præsentere en bred palet af psych-bands fra hele Danmark og navnlig det aarhusianske musikmiljø. Lige nu foregår der en spændende udvikling i hele den danske psych-undergrund. Her er et rigt udbud af bands, som i dén grad adskiller sig fra, hvad man finder på plakaten på andre danske festivaler. Vi har gemt Narcosatanicos som den sidste annoncering, da de netop repræsenterer denne spændende udvikling i den eksperimenterende del af vækstlaget, som vi håber at festivalen kan være med til at styrke fremover.


På festivalen kan man i øvrigt opleve The Asteroid #4 (US) og tyske The Blue Angel Lounge. Af danske bands kan man se Get Your Gun, Tales of Murder and Dust og The Woken Trees.

Læs mere på festivalens hjemmeside.

ANNONCE