Willie Nelson fylder 80

"Rul mig sammen og ryg mig, når jeg dør", sang Willie Nelson - iøvrigt i selskab med rapperen Snoop Dogg - sidste år, hvor country-koryfæet også udgav sin selvbiografi under samme titel i samarbejde med kollegaen Kinky Friedman. 

I dag fylder han så 80, gamle Willie, og fejrer på karakteristisk vis den runde dag på landevejen med en koncert i Estero, Florida - med 45 jobs forude på en turné, som afsluttes i Nashville, Tennesee ved udgangen af september. Med den gamle guitar, han kalder Trigger og det band som han - lige så karakteristisk - kalder "Family" (lillesøsteren Bobbie er eneste regulære familiemedlem) fortsætter Nelson ned ad den Gamle Vej, ligesom han fortsat udvider bagkataloget på noget nær årlig basis. 

Senest med "Let's Face the Music & Dance", som netop er udkommet  - nummer Gud-ved-hvilken i en pladeproduktion, som indledtes med 29-årige Willies albumdebut med skilsmissepladen "And Then I Wrote" i 1962. I de halvtreds års virke som produktiv recording artist har alt naturligvis ikke været lige uforglemmeligt, men tilbage står ikke desto mindre en håndfuld af countrygenrens mesterværker. 

Lovløs mestersangskriver

Både i form af enkelte (tidlige) evergreens som "Crazy" og "Funny How Time Slips Away" og i skikkelse af album som "Shotgun Willie" (1973), "Stardust" (1978) og ikke mindst konceptalbummet "The Red Headed Stranger" (1975), hvor Nelson for første gang tog kunstnerisk kontrol over udførelsen efter tidligere at have været dikteret af pladeselskabets ønsker.

Således afskrev CBS i første omgang Nelsons nøgne version af Fred Roses "Blue Eyes Crying in the Rain" som en tvivlsom demo - med blot guitar, bas og vokal lå udtrykket meget langt fra de strygerbelagte arrangementer, der var normen i Nashville på denne tid.

Denne kunstneriske udvikling blev samtidig startskuddet til den countrymusikalske "outlaw"-bevægelse, som blev italesat i forbindelse med albummet "Wanted! The Outlaws" (1976) sammen med kollegerne Waylon Jennings, Jessie Colter og Tompall Glaser.

Centrale i denne modreaktion på Nashvilles musikalske normer blev også Johnny Cash og Kris Kristofferson, hvis sange Nelson også fortolkede  - blandt andet på albummet "Sings Kristofferson" fra '79, ligesom adskillige Kristofferson-sange er standardrepetoire ved Nelsons koncerter.

Hjertelandet

I karrierens senere år rager ikke mindst duetalbummet "Across the Broderline" (1993) op med Bob Dylan-duetten "Heartland", ligesom Nelson i det nye årtusinde har udforsket andre musikalske territorier indenfor blandt andet blues ("Milk Cow Blues", 2000), reggae ("Countryman", 2005) og jazz-standarder ("American Classic", 2009).

I Danmark har vi senest haft besøg af Willie Nelson og familien ved fine koncerter i Randers (2008) og København (2010), ligesom fødselsdagen herhjemme markeres med udgivelsen af Christian Braad Thomsens "Willie Nelson - Amerikas Stemme" på forlaget Tiderne Skifter. 

Det er en omfattende guide til det endnu mere omfattende bagkatalog, forsynet med et indledende biografisk essay - og med titel hentet fra noget meget poetisk, kollegaen Emmylou Harris engang har sagt om Willie Nelson:

"Hvis Amerika kunne synge med én stemme, ville det være Willie Nelsons". Herfra ønskes tillykke med ønske om godt helbred og et snarligt gensyn på dansk grund.