Den 22. oktober udkommer opsamlingen "Until Now"
Swedish House Mafia har valgt at trække stikket ud. De skal på en sidste turné inden da, og i den forbindelse udsender de deres andet compilation-album.
Albummet skal fungere som officielt soundtrack til deres "One Last Tour", der også i navnet antyder, at en rejse er ved at være slut for de tre unge svenskere.
Dj- og producertrioen har valgt at stoppe, mens legen er god. Det kan diskuteres, om legen stadig er god, da Swedish House Mafia i juli afholdt en lidt for turbulent koncert i Dublin, der endte med vold, knivstik og to dødsfald. Den kommende turné bliver forhåbentlig uden sårede koncertgængere, men fyldt med den fest, dans og store hits, som Swedish House Mafia også er kendt for.
Drengene har tidligere arbejdet sammen med anerkendte hitmagere som Pharrell Williams og Tinie Tempah. Ifølge deres pladeselskab EMI vil den kommende udgivelse indeholde en "unik samling af svenskernes originale sange, remixes, eksklusive samarbejder, klubhits og soloproduktioner."
Allerede på mandag den 24. september bliver det offentliggjort, hvor den kommende turné skal sætte sine spor. Indtil videre er det slået fast, at trioen skal til Ibiza, Belgien, Skotland og hjemlandet Sverige. Men om de gæster Danmark, får vi først at vide på mandag.