Brooklyn-kvartetten er tilbage med deres fjerde album, "Shields". Vi har mødt dem i London.
Vi er i Marfa, Texas i juni 2011 – i et studie. Der sidder fire mennesker, som prøver at finde frem til, hvordan de skal forholde sig til det materiale, de netop har indspillet. Greje det. Det gør de igen dagen efter – og igen dagen efter den. Svedperlerne drypper frem i sydstatsheden, hvor temperaturmåleren dagligt viser omkring 38 trykkende grader. Efter en måneds tid kigger de på hinanden og bliver enige om, at det nok egentlig ikke helt var, hvad de havde regnet med. Hvorvidt det var varmen, manglen på inspiration eller noget helt tredje, så var det i hvert fald ikke her, de fire herrer i Grizzly Bear skulle lægge grundstenene til deres kommende album – det var ganske enkelt for tidligt.
Skelettet i eksil
For mange bands ville det kræve en spand kold vand i hovedet for at få klare hoveder og kreativiteten tilbage, men i stedet valgte Daniel Rossen, Ed Droste, Christopher Bear og Chris Taylor at dampe af i hjemlige omgivelser i Brooklyn, New York, hvor hverdagsrytmen var med til at give gruppen en fornyet energi. Det er ikke mindst den melding en særdeles snakkesalig sanger med mere Ed Droste og trommeslager med mere Christopher Bear beretter over for GAFFAs udsendte i London i slutningen af juni.
De er i færd med en promotion tour, der skal bane vejen for deres nye album i september, som der er store forventninger til efter bedriften med den smukke og vellykkede Veckatimest. I Danmark ses det for eksempel på en kvantitativ opgradering til koncerten i Falconer Salen, hvor Store Vega sidst lagde lokaler til. Veckatimest indeholdte gruppens mest tilgængelige materiale til dato, og det blev de belønnet for af såvel anmeldere som af et begejstret købedygtigt publikum, men det var svært for dem at få hul på den kreative byld derefter.
– Vi troede vi var klar, da vi tog til Texas. Vi optog tolv sange, og nogle af dem var gode. Faktisk var Sleeping Ute (Det første nummer gruppen offentliggjorde, red.) fra den session, ligesom der var nogle andre gode ting, men vi var der ikke helt. Vi vidste godt, at vi var nødt til at vente lidt endnu. Vi fortsatte med at arbejde over sommeren og tog forskellige ture. Chris (Bear, red.) og jeg tog til Mexico i en måned for at arbejde på musik. Chris Taylor og Dan (Daniel Rossen, red.) mødtes og Dan, Chris [Bear red.] og mig mødtes – en masse forskellige konstellationer. Vi holdte pause i efteråret, fordi Chris Taylor udgav sit soloalbum (under navnet Cant, red.), og jeg blev gift og tog på bryllupsrejse. Vi arbejdede videre på albummet fra starten af 2012. Vi arbejdede koncentreret i januar, februar, marts og april for at gøre det færdigt, og det blev vi tidligt i maj, fortæller Droste.
I 2012 gjorde gruppen brug af et velkendt sted på Cape Cod, hvor Veckatimest ligeledes blev til. Her blev størstedelen af skelettet til albummet færdiggjort, mens de sidste detaljer blev lagt på i New York.
– Vi optager også i Brooklyn, hvor vi har et virkelig dejligt øvelokale i en kirke. Det er meget smukt, og det har en fremragende naturlig rumklang. Generelt tager vi dog ud af byen for at optage. Det kan være ret distraherende i byen. Vi har alle separate liv, og vi har mange andre ting, vi går og laver, så det kan være meget forstyrrende. Vi tager først tilbage til byen i sidste del af en albumproces. Når sangene er realiseret, skrevet og idéerne er der, så er det kun de sidste ting, der foregår i byen. Helt generelt foretrækker vi at tage væk for at skrive musik. Om det så er i Texas, Mexico eller Cape Cod, så er det bare godt at få klare hoveder ved at komme ud af byen.
Guitarist og sanger Daniel Rossen har berettet i et tidligere interview, at han var i tvivl, om hvorvidt han overhovedet havde lyst til at fortsætte med at spille musik. Men det var nu ikke en generel tendens for hele gruppen.
– Jeg vidste, at jeg ville lave musik, og det tror jeg også, han gjorde. Jeg tror bare, at han var en smule dramatisk. Jeg kunne dog sagtens forstå den følelse af at få sit hoved ud af musik-land. Jeg havde i hvert fald behov for at lade som om, at jeg ikke var i et band og leve et normalt rutine-liv med min ægtefælle og mine venner, forklarer en eftertænksom Droste, der uddyber:
– Når du er på vejen i lang tid, så glemmer du hverdagslivet. Du kan komme tilbage fra en tour og så har folk fået børn og er blevet gift, og du fatter ikke helt, hvor du har været henne i to år. Du går virkelig glip af meget, så det var vigtigt for mig ikke mindst, og jeg tror også de andre, at bruge noget tid med gamle venner, leve et liv i ens nabolag og lave nogle dagligdagsting som alle andre mennesker. Ikke at jeg klager, for vi elsker at turnere og lave musik, og vi føler os virkelig privilegerede ved at kunne leve af det. Men hvis du gør det længe nok, så begynder du at gå glip af en masse ting derhjemme. Derfor var den pause virkelig nødvendig for os alle.
Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.
