Tindersticks-sanger: Jeg kan ikke bekæmpe melankolien

Torsdag den 15. november kunne aarhusianerne glæde sig over, at det britiske band, Tindersticks, nok engang havde valgt at lægge vejen forbi den jyske hovedstad. Bandet har været fremme siden starten af 90'erne, men de formår stadig at sende stor musik på gaden, hvilket de beviste med deres seneste album "The Something Rain", som blev belønnet med en masse stjerner af de fleste anmeldere.

GAFFA mødte den karismatiske forsanger Stuart A. Staples til en snak om, hvordan det føles at være i branchen efter alle disse år. Det blev en snak, som druknede fordommen om, at den britiske forsanger er en introvert melankolsk artist. Han var sprudlende, grinende og veloplagt, hvilket også kom publikum til gode senere, da bandet lagde Train for sine musikalske fødder.

Når jeg lytter til jeres sange, så er det helt tydeligt, at det er jeres sange. De har alle en eller anden form for melankolsk tone. Er I melankolske mennesker?

– Det må vi være i vores hjerter, ellers ville vi ikke lave den slags musik, vi laver, og folk ville ikke spørge os om det så ofte. Men jeg synes ikke, det er tilfældet hele tiden. Jeg tror, at de mest succesfulde øjeblikke, de øjeblikke der rammer folk, er de øjeblikke, som folk kan relatere til. Men jeg kan faktisk ikke bekæmpe det. Det er der bare.

Måske det også har noget at gøre med din stemme, som har et meget melankolsk udtryk?

– Ja, helt sikkert, men jeg kan også vende den rundt ret hurtigt. Det har også noget med begær at gøre. At række ud efter noget, som man ikke kan nå. For tiden er folk meget glade for at sætte ting i bås, og den melankolske mærkat er også meget populær, men jeg synes, det er mere kompliceret end det. Det handler mere om at være desperat efter noget, at række ud.

Du har sagt, at du ikke kan lide, at folk sidder og læser teksterne, mens de hører jeres musik. Men alligevel skriver I sange som "Chocolate" og "My Sister", hvor teksterne virkelig er i fokus. Hvad er dit forhold til hele tekstuniverset?

– De to sange er begge Davids (keyboardspiller David Boulter, red.) sange. Han skriver på en helt anden måde, end jeg gør. Jeg kan skrive en masse ord, men for mig drejer det sig om at barbere dem ned til så få som muligt. Ord kan godt komme i vejen for mig, når jeg synger. Nogle gange har jeg bare lyst til at skrige, og så skal jeg finde nogle ord, der passer ind i det udtryk. David skriver meget mere litterært, og han er virkelig god til det, men det er to meget forskellige måder at skrive på, og jeg er glad for at vi har de to sider repræsenteret i bandet.

Du har også sagt, at sange kommer til dig på en eller anden måde. Betyder det, at du ikke behøver arbejde med sangene?

– Jeg tror, alle sangskrivere har det på den måde. Sangene kommer altid i et bestemt øjeblik, og selvom de ikke er færdige, så kan jeg i en linje eller et lille brudstykke af musik fange det, jeg forsøger at fastholde i nummeret. Det er i øjeblikke, hvor jeg bliver rørt af et eller andet, jeg får et stykke musik eller noget tekst i hovedet. Men jeg skal derefter arbejde en hel masse med det, før jeg er tilfreds.

Læs et længere interview om blandt andet at finde inspirationen efter så mange år og om Tindersticks' nyeste album, "The Something Rain", i GAFFAs artikelsektion.

Læs GAFFAs femstjernede anmeldelse af koncerten på Train i GAFFAs anmeldelsessektion.