De rutinerede true metal-musikere kommer til Danmark i 2013
De amerikanske true metal-pioneerer Manowar gæster i 2013 københavnske Store Vega den 4. marts. De er et metalband på deres 32. år, og de er netop startet på turnéen med deres seneste album "Lord of Steel", der altså også rammer Danmark.
Bandet har været en del af metal-scenen siden 1980. De har været med til at definere den såkaldte true metal-genre, der dyrker metallens klassiske dyder, og den tunge musik bliver suppleret af tekster, der handler om nordisk mytologi, magi og heavy metal.
"Lord Of Steel" er Manowars tolvte album, der modsat forgængeren fra 2007, "Gods Of War", ikke er et konceptalbum, men indeholder sange, der bygger på "Manowars vision af retfærdighed og ære blandet med brutalitet og rå power."
Manowars bassist Joey DeMaio udtaler, at fans kan forvente at "få blæst hovedet fuldstændigt af" til de kommende koncerter. Bandet vil for eksempel have det nye nummer "El Gringo" med, en sang, som også medvirker på soundtracket til action-filmen af samme navn, og hvor bandet har bevæget sig lidt væk fra den nordiske mytologi og i stedet er dykket ned i Ennio Morricones western-univers.
Billetter kan købes via Billetnet.dk.