Nyhed

Luke Haines til CPH:DOX

Tidligere medlem af 90'er-bandet The Auteurs gæster København med dokumentar og koncert

Som en del af dokumentarfilmsfestivalen CPH:DOX vil der den 8. november være en event med den engelske sanger og sangskriver Luke Haines. Haines og hans band, The Auteurs, lagde i starten af 90'erne sammen med blandt andre Suede grundstenene til det, der senere blev kaldt britpop. Han gæster København den 8. november med en dokumentarfilm og en koncert på Teater Grob.

I Teater Grob vil der være en visning af den nye film om Haines med titlen "Art Will Save The World", som er instrueret af Niall McCann. Visningen bliver efterfulgt af en Q&A-seance med både Haines og filmens instruktør. Desuden vil der være en akustisk koncert med filmens hovedperson.

I de tidlige 90'ere var The Auteurs og Suede nogle af de allerførste britpoppere, men da den prestigefyldte Mercury Prize skulle uddeles i 1993, vandt Suede over The Auteurs med kun én stemme. Suede opnåede langt større kommerciel succes end The Auteurs, som aldrig rigtig fik deres store musikalske gennembrud. Det var også planlagt, at The Auteurs skulle have varmet op for Nirvana på en turné i Skandinavien, der blev aflyst på grund af Kurt Cobains dødsfald i 1994.


Luke Haines har i tidens løb skrevet sange om uopklarede børnemord, tyske terrorgrupper og mere eller mindre obskure skikkelser fra den britiske og den øvrige verdenshistorie. Heriblandt den mordmistænkte bokser Freddie Mills, den pædofile glamrocker Gary Glitter og kunstneren Sarah Lucas. Haines seneste album handler blandt andet om den mystiske wrestler Kendo Nagasaki.

Billetter til filmvisning og koncert på Teater Grob kan købes her.

ANNONCE