Nyhed

Kathleen Edwards aflyser dansk koncert

Den canadiske singer-songwriter besøger alligevel ikke aarhusianske Atlas i december

Canadiske Kathleen Edwards har set sig nødsaget til at aflyse sin Europaturné, og det indebærer derfor også koncerten på aarhusianske Atlas den 3. december. Fonden VoxHall - som også består af spillestedet Atlas - meddeler, at der arbejdes ihærdigt på at finde en ny dato i 2013, og at købte billetter kan refunderes med en henvendelse til Ebillet. Fonden VoxHall har endnu ikke fået nogen forklaring på aflysningen.

Edwards seneste album, "Voyageur", udkom tidligere i år, og fik fire stjerner fra GAFFAs Finn P. Madsen med ordene: "Sangene kredser om brudte løfter og om Edwards' egen ituslåede kærlighed, som rulles op for fulde gardiner på Going To Hell med nogle skurrende guitarstikninger. Voyageur er lyden af stilhed efter en personlig storm, hvor Kathleen Edwards har fundet sit eget ståsted."

"Voyageur" blev co-produceret af Edwards' kæreste, Justin Vernon, som er kendt fra Bon Iver, og som ud over at være medsangskriver både spiller guitar og synger på albummet.


Kathleen Edwards debuterede i 2003 med albummet "Failer", og samme år gav hun koncert på den allersidste Midtfyns Festival. I 2005 blev debutalbummet fulgt op af "Back To Me" og i 2008 af "Asking For Flowers". Samme år blev sangskriveren nomineret til den canadiske Polaris Music Prize.

ANNONCE