Nyhed

Josh Homme sagsøger Kyuss Lives!

Queens Of The Stone Age-frontmand sagsøger sit gamle band

Tidligere Kyuss-guitarist Josh Homme og -bassist Scott Reeder har valgt at sagsøge det genforenede band, bestående af John Garcia, Nick Oliveri og Brant Bjork, for "trademark infringement". Homme og Reeder mener, at bandet har forsøgt at stjæle navnet Kyuss og på den måde vildlede deres fans.

Kyuss blev dannet i 1988 af John Garcia, Johsua Homme, Nick Oliveri og Brant Bjork, hvor Reeder overtog Oliveris plads fra 1992 til 1995. Gruppen udgav debutalbummet "Wretch" i 1991, som blev efterfulgt af "Blues For The Red Sun" i 1992, "Welcome To Sky Valley" i 1994 og senest deres fjerde album "… And The Circus Leaves Town" fra 1995. Tre måneder efter udgivelsen af deres fjerde album besluttede gruppen pludseligt at gå fra hinanden.

Bandet blev genforenet i 2010 til deres første turné i 15 år, til trods for at deres line-up mangler Homme og Reeder. Gruppen har udtalt, at de ser frem til at se deres fans igen, og at de vil turnere under navnet Kyuss Lives!, samt at de har planer om at indspille et nyt album. Selvom Homme og Reeder takkede nej til genforeningen, støttede de op om deres tidligere bandmedlemmers beslutning.


Det var dog lige indtil de deltog i et møde med Kyuss Lives!, hvor de diskuterede detaljer omkring royalties, at Homme og Reeder fandt ud af at de resterende medlemmer, ifølge Homme og Reeder, prøvede at stjæle navnet Kyuss ved brug af luskede juridiske virkemidler.

"Tænk at vi deltog i et møde med dem i januar kun for at hjælpe dem videre med deres opfordring til at fortsætte som Kyuss Lives!. Med åbne arme prøvede vi på enhver respektfuld måde at fortsætte Kyuss Lives! Kun for at opdage at mens de så os i øjnene, havde Kyuss Lives!' management og bandet indgivet juridiske dokumenter i 2011 i et forsøg på at stjæle navnet Kyuss," fortæller Homme og Reeder i en pressemeddelelse, citeret af The Guardian.

Søgsmålet mod Kyuss Lives! er dog ikke det eneste problem, som gruppen står over for. Over weekenden erkendte Oliveri sig uskyldig i flere anklager om besiddelse af stoffer og våben, hustruvold og for at modsætte sig anholdelse, da politiet ville arrestere ham sidste år, hvor Oliveri barrikaderede sig i sit hjem i fem timer, inden han måtte overgive sig til politiets SWAT-team. Erkendes han skyldig i alle anklager kan det udløse en fængselsdom på op til 15 år.


Homme og Reeder har udtalt om situationen omkring søgsmålet at "det stinker". Bandet har endnu ikke udtalt sig.  

ANNONCE