Nyhed

John Hiatt til Amager Bio

Amerikanske John Hiatt aflægger dansk visit, når han optræder i Amager Bio 2. juli

John Hiatt er kendt som både rock-guitarist, pianist og singer-songwriter. Han har eksperimenteret med mange forskellige musikgenrer igennem sin karriere, og hans musik er, ud over rock, inspireret af new wave, blues og country.

Han begyndte i sine teenageår at optræde på diverse klubber i hjembyen Indianapolis. I 1970 flyttede han til musik-mekkaet Nashville, hvor han blev ansat som sangskriver hos Tree-Music Publishing Company for 25$ om ugen. Han skrev 250 sange for musikforlaget, inden han forsøgte sig med en solokarriere.

John Hiatt udgav sit første album "Hangin' Around the Observatory" i 1974, og i 1987 slog han for alvor igennem med sit ottende studiealbum "Bring The Family". Singlen "Have a Little Faith in Me" fra albummet er efterfølgende blevet udgivet i utallige coverversioner med Joe Cocker, Jewel, Bon Jovi og andre store kunstnere.


John Hiatt er lige nu aktuel med sit 20. album "Dirty Jeans and Mudslide Hymns" der udkom den 1. august sidste år, og han vil til koncerten i Amager Bio fremføre numre fra albummet, samt en perlerække af hits fra hans mangeårige karriere. "Dirty Jeans and Mudslide Hymns" blev anmeldt af GAFFAs Henrik Friis med ordene: "Endnu et solidt Hiatt-album – måske ikke er afgørende forskellig fra forgængerne, men indeholdende en række rigtig stærke esser til den næste tour. Uvedkommende bliver det aldrig."

Læs hele anmeldelsen 

 


Billetsalget starter den 9. marts, og billetter kan købes via GAFFA Live 

ANNONCE