Nyhed

Depeche Mode forbereder nyt album

Englænderne har 20 sange klar til deres næste udspil og går snart i studiet

Depeche Mode er på vej i studiet. Frontmand Dave Gahan har udtalt, at bandet har 20 nye sange klar til deres næste album, og at de forventer at gå i studiet sidst i april.

Dave Gahan siger til Rolling Stone: "Det er en meget anderledes proces. Du skal sørge for at omgive dig med interessante mennesker, og det er vigtigt at du arbejder med folk som inspirerer dig til at skifte retning med dine sange, for der er ikke noget mere kedeligt end at gå i studiet og vide præcis hvad der kommer til at ske."

Det nye album bliver produceret af Ben Hillier, som også har produceret flere af bandets tidligere album. Dave Gahan udtaler, at Martin Gore, gruppens guitarist og primære sangskriver, også skal være med til at producere albummet. Martin Gore har tidligere sagt, at det nye album forventes klar i slutningen af 2012.


Depeche Modes sidste studiealbum, "Sounds of the Universe" fra 2009, fik fire stjerner af GAFFAs Finn P. Madsen, som blandt andet skrev: "Sounds Of The Universe er lyden af et band, der langt om længe er kommet overens med sig selv uden at sætte noget over styr". Siden har bandet været på turné, de har udgivet en live-boks samt et remix-album og forbereder altså nu deres trettende studiealbum.

Martin Gore og hans gamle Depeche Mode-kollega Vince Clarke er i øvrigt mandag den 12. marts aktuel med debutalbummet "Ssss" fra deres fælles techno-projekt VCMG.






ANNONCE