Den markante rapper gæster Roskilde-spillestedet i juni
Fredag den 8. juni får Roskilde-spillestedet Gimle besøg af Brooklyn-rapperen Big Daddy Kane. Big Daddy Kane startede sin karriere tilbage i 1986 som medlem af rapgruppen Juice Crew (med blandt andre Biz Markie, Masta Ace og Marley Marl). Rapperen har blandt andet vundet en Grammy – i 1991 for sit bidrag på Quincy Jones-albummet "Back On The Block" – og bliver af mange betragtet som en af de mest indflydelsesrige og dygtige mc'er i rappen, blandt andet takket være sin evne til at rappe ganske hurtigt, selvom han lider af astma.
Big Daddy Kane brød igennem i 1987 med singlen "Raw", der blev et stort undergrundshit. I 1989 nåede hans nummer "Smooth Operator" toppen af den amerikanske rap-hitliste, mens albummet "It's A Big Daddy Thing" nåede en 33. plads på albumhitlisten.
I starten af 90'erne havde Big Daddy Kane Jay-Z med som hypeman, altså en fyr hyret til at piske stemningen op – og i øvrigt også agere gæsterapper – ved koncerter, og Big Daddy Kane hjalp Jay-Z med hans tidlige karriere. Jay-Z medvirker også på Kane-nummeret "Show & Prove" fra 1994-albummet "Daddy's Home".
Big Daddy Kane har igennem tiden arbejdet sammen med andre indflydelsesrige hiphop-navne som MC Hammer, 2Pac, Rakim, Busta Rhymes, Ice-T, The Game, DJ Premier og Barry White.
Koncerten med Big Daddy Kane er hans eneste i Danmark i denne omgang. Billetsalget er i gang via GAFFA Live.