Det var planen, at Roxette skulle give koncert på Cricketbanen 21. juni. Men nu bliver den svenske pop-duo nødt til at aflyse.
Tidligere i år blev det annonceret, at Roxette skulle gæste Cricketbanen i Brøndby 21. juli. Med sig på scenen havde bandet inviteret popstjernen Medina som "special guest star". Desværre er koncerten blevet aflyst, fortæller arrangørerne, Live Nation og Brøndby IF. Den officielle forklaring er "logistikproblemer".
GAFFA har kontaktet Live Nation for at høre nærmere om aflysningen.
Hvad skal man lægge i udtrykket "logistikproblemer"?
– Det har noget med transporten at gøre. Det kunne ved nærmere eftersyn desværre ikke lade sig gøre for bandet og deres udstyr at komme rundt til alle de annoncerede koncerter, fortæller Christian Krage fra Live Nation.
Ekstra Bladet skriver, at "logistikproblemer" sandsynligvis betyder, at billetsalget har svigtet. Er det korrekt?
– Nej, billetsalget så fornuftigt ud. Det så ud til, at vi kunne sælge det samme antal billetter, som sidste gang bandet var i Danmark, det vil sige i Horsens i november 2011. Dengang solgte vi 4500 billetter.
På linje med ABBA
Roxette er en af Sveriges største popsucceser gennem tiderne og befinder sig på linje med ABBA, når det kommer til landets internationale musiknavne. De har ligget på førstepladsen på hitlister verden over og har i deres karriere solgt mere end 75 millioner albums.
Bandet blev dannet i 1986 af Marie Frederiksson og Per Gessle, som udgav singlen "Neverending Love" i sommeren 1986. Sangen gik ind på Sveriges Top Ti liste med 50.000 solgte eksemplarer og duoen fulgte herefter op med debutalbummet "Pearls Of Passion" fra samme år. Karrieren tog for alvor fart, da andet album "Look Sharp!" udkom i 1988, og året efter fik bandet deres internationale gennembrud med single "The Look" fra samme album. Duoens måske bedst kendte nummer "It Must Have Been Love" var i 1990 med i fim succesen "Pretty Woman" og toppede hitlisterne i mere end 20 lande.
Op gennem 1990'erne udgav bandet endnu fire albums og i 2001 udkom "Room Service", som skulle vise sig at blive det sidste album fra Roxette i ti år. Marie Frederiksson blev i 2002 ramt af en hjernesvulst, som satte bandet på pause indtil de igen begyndte at turnere i 2009. I marts i år udkom så duoens niende studealbum "Travelling".
Senest gæstede bandet Danmark i 2011, hvor de både optrådte på plænen i Tivoli og i Forum Horsens. Den sidste koncert blev belønnet med fem stjerner og følgende ord fra GAFFAs anmelder Morten Steen Vejrup: "Koncerten (…)bød på et uovertruffen og prangende lysshow, og "Dangerous" samt "Joyride" afsluttede koncerten på bedste vis. Til koncertens ekstranumre triumferede Per og Marie og smed blandt andet esset "The Look" på bordet med en lille "Hey Jude"-afslutning, der blot fik publikum til at skrige i kor. Roxette: De kom, de så, de sejrede. Aftenen stod i poppens navn, og 90'erne var til at føle på igen."
Billetter refunderes, hvor de er købt.