Den danske sangerinde prøver kræfter med danske toner på sin nye single, som er på gaden i dag
Camille Jones har fået smag for modersmålet og udsender derfor i dag sin første selvskrevne dansksprogede single "Tro, håb og kærlighed".
Den nye sang handler om at genfinde troen på sig selv og livet, hvilket sangerinden nogle gange finder sværere end som så.
Den aarhusianske sangerinde har ved tidligere lejligheder arbejdet sammen med blandt andre Kato, hvilket har inspireret hende til selv at give sig i kast med den dansksprogede musik.
I 2011 udgav hun desuden en nyfortolkning af TV-2-nummeret "Vi skaber en verden perfekt," hvor TV-2's egen Steffen Brandt var med på vokal.
"Jeg fik så god respons på "En Verden Perfekt", at det inspirerede mig til at skrive videre på dansk. Det gør, at jeg kan prøve nogle ting af," udtaler hun.
Camille Jones debuterede i 2000 med singlen "Nothing Comes From Nothing". Siden hen har hun udgivet fire album, hvoraf den seneste, "Did I Say I Love You", indløste 4 stjerner fra GAFFAs anmelder Sohail Hassan, som blandt andet skrev:
"Lyden på albummet er også værd at fremhæve. Det kan anbefales at høre Camille Jones højt."
Sangerinden har i de senere år haft meget succes med den elektroniske lyd, men har på den nye single valgt at vise en mere poppet side af sig selv.
Sangen er blevet til i samarbejde med Cutfather og Victoria Siff Hansen samt producerteamet Kay&Ndustry, som tidligere har arbejdet med blandt andre Ankerstjerne og Christopher.