Den svenske elektropopgruppe opfordrer alle til at vifte med mobiltelefoner i alle regnbuens farver
Svenske Niki and the Dove er kendte for deres teatralske liveshows, og nu tilføjer de en ekstra visuel dimension til dem ved at udføre et publikumeksperiment i forbindelse med deres koncert på Roskilde Festival fredag nat klokken 01 på Odeon-scenen.
Den svenske duo opfordrer alle – også dem, der ikke er på festivalen – til at besøge det til lejligheden udviklede site www.nikidove.dk via deres smartphone. Her kan man gratis streame og downloade hittet "The Drummer" fra gruppens aktuelle debutalbum "Instinct" samt se en videohilsen fra Malin Dahlström og Gustaf Karlöf, som også kan ses her.
På mobilsitet kan festivalgængere derudover vælge deres yndlingsfarve fra Niki and the Dove-universet og gemme på deres telefon til brug under koncerten. Tanken er så at få så mange som muligt til at stå med deres mobiltelefoner i vejret i alle regnbuens farver, når Niki and the Dove under koncerten spiller netop "The Drummer".
Øjeblikket vil blive foreviget fra scenen og sendt rundt til alle, der deltager, således at publikum blandt andet kan tagge sig selv på billedet. Antallet af deltagere bliver også talt, så publikummet på Roskilde Festival kommer til at konkurrere med Niki and the Doves koncertpublikum i andre lande.
Idéen om at lave en moderne mobiludgave af lighter- eller glowsticks-traditionen kommer fra Niki and the Dove selv. Malin Dahlström fortæller:
"Vi har virkelig set frem til at spille på Roskilde Festival, og vi ville gøre noget særligt til festivalen. Vi håber, at en masse Roskilde-fans vil slutte sig til os i denne oplevelse – dette kan virkelig blive et smukt syn og helt sikkert noget, vi vil prøve ved andre koncerter."
Niki and the Dove blev dannet i Stockholm i 2010 efter lang tids venskab mellem Malin Dahlström (sang) og Gustaf Karlöf (keyboard), som mødte hinanden tilbage i 1999, da de begge lavede musik til teaterforestillinger. I 2011 debuterede de med singlen "The Fox", der blev efterfulgt af ep'en "The Drummer", og i maj i år udsendte de debutalbummet "Instinct". Et album, GAFFAs anmelder Simon Christensen tildelte fire stjerner og blandt andet skrev følgende om:
"'Tomorrow' og 'The Drummer' (som oprindeligt udkom på 'The Drummer EP' sidste år) er intelligente og pumpende elektropop-bangers i bedste Robyn-stil, mens stilskabere som Kate Bush, The Knife og Depeche Mode står som omdrejningspunkter på store dele af det her varierede album. Malin Dahlströms vokal er i unison dans med iskolde synthesizerflader f.eks. på den r&b-inspirerede The Fox, mens de elektroniske percussion bomber løs i maleriske eksplosive baleariske eller mørke new wave-figurer."
Bandet har med deres blanding af pop og elektronisk musik vakt opmærksomhed langt ud over Sveriges grænser, og ved indgangen til 2012 opnåede de en femteplads på BBC's prestigefyldte Sound Of 2012-liste med nye navne, man skal holde øje med i 2012 – en liste, der i øvrigt blev toppet af engelske Michael Kiwanuka.