Den anmelderroste Aarhus-gruppe har lagt deres forrige album ud til gratis download
Den anmelderroste, men noget oversete Aarhus-gruppe Larsen And Furious Jane har nu lagt deres forrige album "Zen Sucker" fra 2008 ud til gratis download fra deres hjemmeside. Gruppen lovede for nogen tid siden, at de ville udgive albummet gratis, hvis de kunne runde 1000 Facebook-fans og 3000 downloads af deres seneste album, "Dolly", som hele tiden har kunnet downloades gratis fra deres hjemmeside. Og dette album er nu blevet downloadet mere end 5000 gange, fortæller sanger og sangskriver Torsten Larsen til GAFFA.
"Zen Sucker" fik i sin tid fem stjerner af GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann, der blandt andet skrev:
"Niveauet er tårnhøjt fra start til slut, og denne stilmæssigt genfødte udgave af Larsen & Furious Jane viser sin kolossale klasse gang på gang – ypperligst er vel nok den tårefremkaldende Dancing Bear, den stemningsmættede Vietnamese Pool Boy og den pirrende Snakes In The Grass, hvis forunderlige blanding af foruroligende og opløftende elementer effektivt indkapsler essensen af dette blændende album."
Samtlige fire album af Larsen And Furious Jane samt Torsten Larsens demo-opsamling "The Big Payoff" har i øvrigt fået fem stjerner i GAFFA, af fem forskellige anmeldere. Albummet "Dolly" nåede også ind på en andenplads over redaktionens danske favoritter fra 2011, kun overgået af Hymns From Ninevehs selvbetitlede debutalbum.
Vil man gerne betale for Larsen And Furious Janes musik, er de to sidste album også udgivet på vinyl.
Se musikvideoen til "Window Shopping" fra albummet "Dolly":