Initiativet 1-Day Hardcore Showdown afholdes for anden gang, og de første navne er nu klar
Den 21. juli kan danske hardcore-fans få deres appetit mættet til en endags-festival i Pumpehuset i København. 1-Day Hardcore Showdown er et arrangement, der kredser om hardcore- og punkgenren. Og det med holdning. I en pressemeddelelse skriver arrangørerne: "Ved hjælp af en bred vifte af internationale artister og internationale brancheorganisationer skal eventen være med til at gøre opmærksom på nogle af de essentielle mærkesager, som dansk kulturliv har været slemme til at tabe på gulvet".
Og med denne udmelding har de engageret Municipal Waste, Poison Idea og Night Fever.
Municipal Waste fra Richmond, Virginia er indbegrebet af et crossover band, der blander lige dele thrash metal med punk og ikke mindst humor. De åbenlyse inspirationskilder er Suicidal Tendencies, D.R.I. og Nuclear Assault og stilen er kontant og lige i fjæset - især live. Bandet er klar med deres 5. album "The Fatal Feast" til juni.
Stilskabere og nattefeber
Poison Idea fra Portland, Oregon, er en sand institution indenfor den amerikanske hardcore-punkscene. Med over 30 år på bagen (dog med dvale mellem 1993-1999) har de været med til at forme stilen og har inspireret et hav af bands såsom Turbonegro, Pantera, Napalm Death og Nirvana.
Der er også blevet plads til det københavnske Night Fever, der primært leverer hardcore med inspiration af Motörhead og Metallica.
Festivalen regner med at ende med 10 navne på plakaten. Billetsalget starter den 1. marts klokken 10 via Billetlugen.