De Døde Danser igen efter 16 års albumpause. Vi fangede sangerinde Lisa Gerrard før turnéstarten.
Hvis du betegner dig selv som fan af det irsk/australske kultband, Dead Can Dance (DCD), har du for længst lært at væbne dig med tålmodighed. I år er det 16 år, siden duoen, bestående af sangerne, sangskriverne og multiinstrumentalisterne Lisa Gerrard og Brendan Perry, udgav deres seneste album med nyt materiale, Spiritchaser. 16 år har været en lang ventetid for beundrere af bandets uklassificerbare blanding af verdensmusik, middelalderhymner, ny-klassiske arier og goth inspireret new wave-rock.
Tilbage i 1998 mødtes Gerrard og Perry for at indspille en opfølger til Spiritchaser, hvilket ikke lykkedes. I 2005, efter en turne til Europa og Nordamerika, gik bandet hver til sit for at fokusere på hver deres soloprojekter. Tidligere i år kunne fans på DCD's hjemmeside læse, at Gerrard og Perry havde fundet sammen igen. 13. august udgav bandet så deres niende studiealbum, Anastasis. Et album, der bliver fulgt op med en længe ventet US-tour med blandt andet to udsolgte aftener i New Yorks Beacon Theater. En tour, der startede i Vancouver BC, og ender på Austin City Limits Festival i september.
GAFFA fangede Lisa Gerrard backstage på The Orpheum i Vancouver inden DCD's første koncert siden 2005. Her blev det til en snak om dette års længe ventede album, om forskellen på at arbejde med Brendan Perry og Hans Zimmer, og hvordan man gennem 28 år holder fokus på den idé, som DCD søsatte på deres første album, Dead Can Dance, tilbage i 1984, i en evigt omskiftelig musikverden.
Man må sige, at 16 år er lang tid, hvad skete der tilbage i 2005?
LG: – Brendan og jeg har altid arbejdet ud fra en fælles entusiasme for kunst, litteratur, historie – ting, som vi begge har været begejstrede for – idéer, som bliver omsat til musik. Da vi mødtes tilbage i 1998, var den gnist og fælles begejstring, som fra begyndelsen havde været vores udgangspunkt, væk. Vi konkluderede senere i 2005, at vi nok ikke kunne arbejde sammen længere – da vi ikke længere kunne finde begejstring omkring de samme kulturelle emner.
– Vi gik hver til sit og fokuserede på vores respektive soloprojekter. Det var Brendan, der tog kontakt til mig sidste år og spurgte, om vi skulle prøve igen – og her sidder vi så.
Man må jo sige, at det er længe siden, I har været i studiet og på landevejen sammen. Hvad har forandret sig?
LG: – Jeg er træt som aldrig før, og vi er ikke engang begyndt endnu. I går øvede vi ni timer, og vi har øvet hele formiddagen i dag også. Dog holder det mig gående at se Brendan. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set ham så entusiastisk og glad som i disse dage.
– Det er jo blevet noget nemmere at indspille albums, end det var, da vi startede ud i de tidligere 1980'ere, alt er jo computer i dag. Jeg kan huske, da vi sad og klippede og klistrede de forskellige takes sammen. Dog er grundideen bag DCD jo den samme – Brendan og jeg skal dele idéer og interesse omkring forskellige kunstformer. Netop fordi vi altid har holdt fokus på den idé, gik vi jo hver til sit i 2005.
Samme aften gik Dead Can Dance på scenen i et udsolgt Orpheum i Vancouver – deres første liveoptræden siden 2005. Da Lisa Gerrard og Brendan Perry kom ind på scenen, rejste de 1000 fremmødte sig fra deres sæder og klappede ad bandet i fem minutter, inden aftenens koncert kunne begynde.
Læs en længere version af interviewet i GAFFAs artikelsektion.
