Jack White og Insane Clown Posse hylder Mozarts sjofle side i et nyt covernummer af kanonen "Leck mich im Arsch" fra 1782
Det er velkendt, at Wolfgang Amadeus Mozart i mere eller mindre grad var optaget af emner som røv og fækalier. Det er veldokumenteret i overleverede breve, som han selv har skrevet, og der findes da også en artikel på Wikipedia dedikeret til lige præcis den side af Mozart.
Jack White fra hedengangne The White Stripes og den amerikanske hiphop-gruppe Insane Clown Posse fra Detroit indgår nu i et umage samarbejde for at hylde/udstille denne side af Mozart i en coverudgave af hans sjofle kanon (flerstemmig sang, red.) "Leck mich im Arsch".
"Leck mich im Arsch" er en af flere kanoner, der er sandsynligvis er skrevet i Wien i 1782. Efter Mozart døde i 1791, sendte hans enke partiturerne til en udgiver, der ændrede titlen på "Leck mich im Arsch" til det mere tilforladelige "Laßt froh uns sein". I 1991 blev en ny tekstudgave dog fundet, som forskere har konkluderet med stor sandsynlighed er den originale. "Leck mich im Arsch" har Köchelnummer 231.
Nu er "Leck mich im Arsch" så blevet til et wienerklassisk hiphop-rock-track. Nummeret udkommer den 13. september på Jack Whites eget pladeselskab Third Man Records sammen med b-siden "Mountain Girl", der ifølge en pressemeddelse skulle være en "overdreven historie om et shotgun-bryllup, amfetaminproblemer og måneskin."
Det er Jack White selv, der har produceret "Leck mich im Arsch", som du kan høre her: