GAFFA ser på nogle af A:larm Musics kommende efterårsudgivelser fra bl.a. Tina Dickow, Trentemøller og Troels Abrahamsen
Efteråret har allerede taget sit indspark, og GAFFA giver dig hermed en releaseplan for nogle af efterårets udgivelser fra det store danske pladeselskab A:larm Music. Indtil videre har pladeselskabet budt på nyt fra blandt andet Medina ("For Altid") og Mikael Simpson ("Noget Laant, Noget Blaat"). Der skal gøres opmærksom på, at nogle af de kommende udgivelser endnu ikke har fået titel eller nøjagtig dato.
September:
26.09. - Helgi Jonsson "Big Spring"
Helgi Jonsson har indtil for nylig været et ukendt navn for de fleste. Men efter en årrække med et imponerende musikalsk output og samarbejde med kunstnere som Damien Rice, Sigur Rós og danske Tina Dickow har den islandske singer/songwriter, producer og multi-musiker fået flere og flere lyttere. Som klassisk uddannet trækbasunist har Helgi Jonsson en anderledes tilgang til den alternative rock-verden, han bevæger sig i, og han kender musikken og dens eventyrlige univers fra mange forskellige sider.
Oktober:
03.10. - Me vs. I "Life Is A Holiday From Not Existing"
Me vs. I er resultatet af fleres års arbejde for den danske musiker Mikkel Glasser. Pladen er blevet til i samarbejde med den amerikanske producer Gordon Raphael, der blandt andet producerede The Strokes' to første album. Me vs. I er dejlig drømmende synth-pop med originale og konkrete tekster, der selv i det mere alvorlige sange indeholder en masse humor. Teksterne handler om liv, kærlighed, hverdagsirritationer. Mikkel Glasser har tidligere skrevet dagbog for GAFFA fra de første studieoptagelser. Læs dem her.
03.10. - Alcoholic Faith Mission "Ask Me This"
Alcoholic Faith Mission har på trods af tre album endnu ikke brudt igennem til den store danske offentlighed. Alcoholic Faith Mission har til gengæld langsomt, men sikkert fået etableret en voksende fanbase i udlandet. De har fået stor opmærksomhed på udenlandske musikblogs, og numre på canadiske soundtracks, optræden til Iceland Airwaves, optræden til CMJ i New York og en heftig udenlandsk koncertaktivitet med over 75 koncerter på et halvandet år har gjort, at bandet indtil videre nyder stor anerkendelse i det internationale musikmiljø.
10.10. - Hess Is More "Creation Keeps The Devil Away"
Hess Is More er et enmandsprojektet fra Mikkel Hess, et projekt, der live dog tæller op til otte mand. Det nye album er indspillet, mikset og produceret i New York, i Mikkel Hess' eget studie This Is Care Of, som han har sammen med AD Jacob Wildschiødtz og produceren Rasmus Bille Bähncke. Sidstnævnte har tidligere produceret bl.a. Fagget Fairys med flere, og krediteres som co-producer på dette album.
24.10. - Darkness Falls "Alive In Us"
Darkness Falls er en duo, som blev dannet i 2009. Det er et samarbejde mellem sangerinden Josephine Philip (blandt andre JaConfetti) og bassisten Ina Lindgreen. Lyden er forankret i en rocktradition, men samtidigt progressiv og med en stor forkærlighed i 60'ernes lyd af twang-guitarer. Duoen er inspireret af rocken og dens dynamik, men samtidig også af countrymusikkens ærlighed. Deres ep udkom i foråret til stor opmærksomhed, og singlen "Hey" blev støttet massivt af P3. Nu er de klar med albummet, der ligesom ep'en er produceret af Trentemøller.
Lasse Boman (endnu ukendt titel)
Lasse Boman er bedst kendt som en del af Gypsies og Are We Brothers?. Sidstnævnte fik succes i udlandet, især Frankrig. Her fik de udgivet deres album og fik støtte af både fransk MTV og radio. Nu er han klar til at stå på egne ben, og udsender nu sit debutalbum. Førstesinglen "Sunshine" er blevet spillet flittigt på både P3 og P4 sommeren over, og pladen er blevet indspillet i tæt samarbejde med Frederik Nordsø, der er producer og medlem i The William Blakes.
BattleKat (endnu ukendt titel)
Til oktober slipper københavnske BattleKat deres første udspil i form af en ep. BattleKat har taget bagvejen ind på den danske musikscene, da de under navnet Just A Number 05272011 ramte den globale blogsfære som et lyn fra en skyfri himmel tidligere på året. Men et nyt navn ændrer ikke på, at de med to numre på deres Soundcloud fik opmærksomhed fra den indflydelsesrige svenske blog No Modest Bear, hvilket startede en bloglavine, og mere end 100 internationale blogs på mindre end fire dage omtalte bandet.
Jonathan Johansson (endnu ukendt titel)
Svenske Jonathan Johansson præsenterede i dette forår den længeventede første single "Blommorna" fra det kommende og endnu navnløse album, der udsendes til oktober. I foråret 2009 slog sangeren igennem med debutalbummet "En Hand i Himlen" i Sverige, men herhjemme skulle der gå et helt år inden succesen for alvor skyllede indover landet, trods det at Jonathan Johansson modtog topkarakter hos anmelderne, blandt andet seks ud af seks stjerner i GAFFA for debuten.
The Echo Vamper "It's The Echo Vamper EP"
Det dansk/britiske band, The Echo Vamper, bestående af danske Iza Mortag Freund og engelske James Brook, har været et varmt navn det seneste års tid. Musikalsk omgiver The Echo Vamper sig med musik fra 50'erne til 80'erne, hvor recepten er enkelthed og autenticitet, hvor dét rå og beskidte er drivkraften hentet fra rockens mange afkroge. Duoen har selv skrevet, arrangeret og produceret ep'en.
Troels Abrahamsen (endnu ukendt titel)
Den hårdtarbejdende sanger og producer, Troels Abrahamsen, der siden 2004 har været frontfigur i rockbandet Veto, er nu klar med endnu et soloalbum i eget navn. Efter sigende skulle albummet være mere house- og soulinspireret end tidligere.
Sara Savery (endnu ukendt titel)
Sara Savery er bedst kendt som medlem af Ghost Society og People Press Play, men nu er tiden kommet til, at Sara Savery udgiver et soloalbum. Allerede nu kan et nummer fra albummet opleves i fjernsynet, da sangen "Love Remains" er med i en Chevrolet-reklame, der har Helena Christensen i hovedrollen. Nummeret er også tilgængeligt hos iTunes.
November:
Tina Dickow (billedet, endnu ukendt titel)
Til november udkommer Tina Dickow med en kombineret cd/dvd, der inkluderer optagelserne fra Tina Dickows fem udsolgte koncerter i DRs Koncertsalen. Her spillede hun sammen med Danmarks Radios Underholdningsorkester og gav nye spændende versioner fra sit efterhånden ret så store bagkatalog. De smukke liveversioner udkommer på cd, og samtidig er koncerten blevet optaget af filmhold, som også har fulgt Tina Dickow til prøverne og bag scenen.
Trentemøller (endnu ukendt titel)
Trentemøller er klar med en dobbelt remix-cd. Numre fra hans seneste album "Into The Great Wide Yonder" er remixet og fortolket af forskellige artister og remixere. Derudover er en samling af Trentemøllers seneste store remixes også at finde på denne udgivelse, blandt andet hans remix af Franz Ferdinands ''No You Girls", som han blev nomineret til en amerikansk Grammy for.