Nyhed

Roskilde føjer fire bands til programmet

Dyreskuepladsen får til sommer besøg af Chase & Status, Foals, Killing Joke og Kylesa

Yderligere fire navne er i dag offentliggjort til årets Roskilde Festival, og genremæssigt er der tale om lidt for enhver smag. Tilføjelserne til programmet falder nemlig i form af Chase & Status (UK), Foals (UK), Killing Joke (UK) og Kylesa (US).

Førstnævnte skulle i lighed med The Prodigy og Pendulum være garanter for ravefester i arenastørrelse, mens Foals (billedet) også gør sig i dansevenlige toner – om end med mathrocken som udgangspunkt. 

De fem Oxford-drenge udgav i 2008 den fremragende debut, "Antidotes", som siden blev fulgt op af sidste års "Total Life Forever", der blandt andet sendte Foals forbi Lille Vega tilbage i december.

Fra Storbritannien kommer også de legendariske kultrockere, Killing Joke, hvis fremsynede blanding af industrielle synthesizers, aggressive guitarer og elektroniske technorytmer har inspireret ikke så få bands i metal- og punkverdenen siden den selvbetitlede debut fra 1980. 

Endelig har den amerikanske sydstatsgruppe, Kylesa, også meldt deres ankomst til festivalen, og bandet gør sig med arrangørernes ord i "psykedelisk metal med poppet kant".

De fire navne vil kunne opleves sammen med blandt andre Iron Maiden, Kings Of Leon, PJ Harvey, M.I.A. og Big Boi på årets Roskilde Festival, der afvikles i dagene 30. juni til 3. juli. Billetter kan købes via GAFFA Live.  

ANNONCE