Det århusianske mathrock-band samarbejder nu med det tyske selskab Four Artists Booking
Den udenlandske interesse for Annasaid er vokset siden udgivelsen af debutalbummet "Jua" i Benelux i 2010. Nu har bandet indgået aftale med koncertagenturet Four Artists Booking, der blandt andet skal sikre udgivelsen af "Jua" i Tyskland.
Four Artists, der også repræsenterer navne som Aura, Teitur, Polarkreis 18 og Looptroop, og Annasaid har sammen tilrettelagt en langsigtet plan som skal skabe et solidt fundament for bandet på det tyske marked, hvilket udover udgivelsen af "Jua" i Tyskland også vedrører alle live-aktiviteter for bandet.
Tidligere i år optrådte bandet på Eurosonic Festival i Holland, og i løbet af sommeren 2011 vil de spille på en mængde danske, hollandske, belgiske og nu også tyske festivaler.
I første omgang spiller Annasaid den 16. april på Magnet Club i Berlin til en særlig showcase præsenteret af radiostationen Motor FM.
I påsken tager bandet på en miniturné til Holland og Belgien med følgende datoer:
Den 22. april – Muziekgieterij, Maastricht, Holland
Den 23. april – Ekko, Utrecht, Holland
Den 24. april - Pacrock Festival, Pont-à-Celles, Belgien
Herhjemme kan man opleve Annasaid den 2. april i Århus, når de giver koncert på Train, og du kan købe billetter via GAFFA Live.
Sommerkoncerter i Danmark og udland offentliggøres i løbet af april på bandets hjemmeside og facebookprofil.