Det færøske band, der har netop udsendt deres andet album "Óró", gæster Danmark til maj i forbindelse med hele fire koncerter
Orka lægger vejen forbi Nordatlantens Brygge i København og Havnekulturfestivalen i Odense i maj. I samme ombæring giver de hele to koncerter på årets udgave af Spot Festival i forbindelse med konceptet InterSpot, hvor gruppen skal optræde sammen med den engelske DJ og musiker Ben Osborne.
Siden debutalbummet "Livandi Oyða" udkom i 2007, har Orka turneret i hele Europa, og albummet er blevet licenseret til selskaber i Skandinavien, Tyskland, Frankrig, Benelux, Italien og Japan. Udover det har navne som Eivøør Pálsdottir, Teitur, Anna Katrin Egilstrød (Valravn) og Yann Tiersen medvirket i live-sammenhæng med Orka.
I 2009 blev bandet nomineret til Nordisk Råds Musikpris, og samme år spillede de på Roskilde Festival. Desuden lavede DR i forbindelse med programserien "Langt Ude" et 30 minutters TV-program om gruppen, der fulgte bandet på Færøerne mens de byggede deres særegne instrumenter, og var på lydoptagelser i naturen, på værksteder, fabrikker og andre aparte steder.
Orka spiller følgende fire koncerter:
Den 19. maj - Nordatlantens Brygge, Kbh.
Den 27. maj - Spot Festival, Århus
Den 28. maj - Spot Festival, Århus
Den 29. maj - Havnekulturfestival, Odense
Se videoen til nummeret "Tað Vakrasta" her.