Det indflydelsesrige musiksite er inspirationskilde til en kommende thriller
De amerikanske brødre Mark og Jay Duplass, som er manuskriptforfattere og instruktører, har skrevet et manuskript til en ny film om livet, døden og musikgenren chillwave. Og med en markant inspiration fra det indflydelsesrige amerikanske musiksite Pitchfork, kendt for en forkærlighed for indierock og mere eller mindre alternativ rock.
Duplass-brødrene står også bag indie-filmene "Puffy Chair" og "Baghead" og den lidt større produktion "Cyrus", og den nye film får også et forholdsvis stort budget.
I følge L.A. Times er "Pitchfork" en thriller, som handler om en mor til en indie-rocker, som dør i en bilulykke. Moderen bearbejder sin sorg ved at tage hævn over en kritiker, der gjorde grin med hendes søn i en Pitchfork-anmeldelse, og som viser sig at være en teenager.
L.A. Times fortælller, at manuskriptet for tiden cirkulerer i Hollywood, men der foreligger ikke nærmere information om, hvornår filmen skal indspilles, og hvem der skal medvirke.
Duplass-brødrene har dog ifølge L.A. Times bejlet til Susan Sarandon til hovedrollen som moderen.