Nyhed

Let Me Play Your Guitar er klar med debutalbum

Gruppen debuterer til september, men varmer allerede nu op til udgivelsen ved at forære et nummer gratis væk

Let Me Play Your Guitar blev startet af de to brødre Jeppe og Emil Davidsen i foråret 2009, og dengang var grundlaget den akustisk guitar og bløde vokalharmonier. Siden da er bandet vokset betydeligt og tæller nu hele seks mand, der til september vil stå klar med et debutalbum.

I en pressemeddelelse forlyder det, at gruppen fra at have været med på bølgen af akustisk indie-folk har Let Me Play Your Guitar nu bevæget sig over i den mere alternative folk-genre. Gruppen har desuden valgt at kombinere den umiddelbart ordinære besætning med trommer, bas, keyboard og guitar som grundstamme med autoharpe, ukulele, effekt vokaler og masser af percussion med videre.

Derfor vil man på det kommende debutalbum kunne opleve alt fra numre som er præget af en akustisk og afdæmpet lyd til en storladen, nærmest symfonisk og til tider psykedelisk lyd. Bandet har indtil videre spillet på blandt andet Spot og TrailerPark-festivalerne samt fået airplay med singlen "400 Lies", der lå på Det Elektriske Barometer i otte uger.

Men igennem det sidste halve år har Let Me Play Your Guitar primært fokuseret på at få færdiggjort debutalbummet, der har fået releasedatoen 19. september.

Inden da kan man dog få en smagsprøve via sangen "Sun", der kan høres og downloades hos Soundcloud.

ANNONCE