Emma Acs er blandt attraktionerne på anden udgave af gratisfestivalen Refshalen Festival
Mens Refshaleøen henover sommeren har lagt græs til koncerter med internationale sværvægtere som Judas Priest, Foo Fighters og Korn, er det den 6. august Københavns musikalske undergrunds tur til at indtage arealet. Det sker, når der for anden gang afholdes Refshalen Festival, arrangeret af de fem lokale øvelokaleforeninger Rusk, Bedrock, Musikbunkeren, Rytmisk Musik København og Refshalen.
Foreningerne repræsenterer omkring 1000 københavnske musikere, som altså her får mulighed for at komme ud af øvelokalerne, og endvidere får feedback fra en såkaldt bandcoach i forbindelse med deres optræden.
Hylder vækstlaget
Blandt attraktionerne på årets festival er Emma Acs, som tidligere på året imponerede og charmerede anmelderne med sin psykedeliske pop på debutpladen "Champagne". Ialt vil 14 navne kunne opleves over ti timer, fordelt på to scener.
Af de øvrige optrædende kan nævnes duoen Glass Arena, alias Emilie Marie Kjær og Majke Voss Romme, der tidligere har kunnet opleves som opvarmningsnavn for Fallulah og Murder.
- Refshalen Festival hylder og sætter fokus på vækstlaget i dansk musik og vil vise, hvad der foregår i de københavnske øvelokaleforeninger, siger Piet B. Bendtsen, der er daglig leder af Refshalen. Han forklarer, at forhåbningen er at samle mellem fem og seks hundrede publikummer til årets udgave af festivalen, som sidste år tiltrak godt 500 mennesker.
Refshalen Festival foregår på Refshaleøen, Refshalevej 207 lørdag den 6. august - i øvrigt samme dag som den københavnske havnefestival "Kulturhavn". Der er gratis adgang til festivalpladsen, hvor musikken spiller mellem kl. 14.00 og kl. 24.00.
Foreløbigt program:
Emma Acs
Overskæg
Less Win
Machinery Of Joy
Glass Arena
Mount Rushmore Safari
Dukes Of Blizzard
Soreazis
Chicago In Flames
Shogun Assassins
Stars Burn Strip
Kandy Kolored Tangerine
Captain Clutch And Crew
The Evil Sons Of The Blues