Det danske band udgiver en ep til november og et album i det kommende år
Pinkunoizu er et København-baseret band, hvis navn er opkaldt efter det japanske ord for "lyserød støj". Bandet udgav deres debutalbum "Free Time Volume One" sidste år på deres daværende pladeselskab Morningside Records, der i forbindelse med deres 10-års jubilæum i april i år lukkede og slukkede. Og Pinkunoizus debut blev således den sidste regulære udgivelse for Morningside Records.
Nu har gruppen imidlertid fået kontrakt med det engelske pladeselskab Full Time Hobby og kommer således i stald med markante navne som Tunng, The Leisure Society og Erland & The Carnival.
For at fejre den nyligt underskrevne kontrakt frigiver bandet et gratis nummer. Nummeret hedder "Time Is Like A Melody" og kan downloades her.
Nummeret er første smagsprøve fra bandet hos Full Time Hobby. Den tilhørende ep "Peep" følger til november, og albummet udkommer næste år.
Pinkunoizus medlemmer, som tidligere har spillet sammen i bandet Le Fiasko, består af Jaleh Negari (trommer), Jeppe Brix (guitar) Andreas Pallisgaard (guitar, vokal) og Jakob Falgren (guitar, keys, og foot pedal bass). Bandets lyd er efter eget udsagn en blanding af eksotisk lo-fi, high-life, nyfortolket 60'er asiatisk pop og postapokalyptisk rock.
Til september kan bandet opleves i England på følgende lokationer:
19. september – The Windmill, Brixton
20. september – Full Time Hobby VS White Heat @ Madame JoJos, London