Den århusianske sanger og sangskriver Flemming "Bamse" Jørgensen døde af et hjertestop nytårsnat, 63 år gammel
Den århusianske sanger og sangskriver Flemming Duun Jørgensen, bedre kendt som Bamse, er død nytårsnat af et hjertestop, 63 år gammel, skriver Ritzau.
Flemming Bamse Jørgensen er bedst kendt som forsanger og sangskriver i gruppen Bamses Venner, som han dannede i 1973. Gruppen, der gennem alle årene har turneret flittigt og har opbygget en stor fanskare, er kendt for udødelige hits som "Vimmersvej", "Jeg har kun tre tænder" og "I en lille båd der gynger" og en lang række plader.
I 1980 vandt gruppen det danske Melodi Grand Prix med "Tænker altid på dig". Ved det internationale Melodi Grand Prix i Israel opnåede sangen en 14. plads.
Bamse har desuden udgivet flere soloalbum, heriblandt plader med fortolkninger af engelsksprogede sange, blandt andet "Love Me Tender" med Elvis Presley-numre. Hans seneste udgivelse er soloalbummet "Tæt På" fra februar 2010 med sange skrevet til Bamse af markante sangskrivere som Kim Larsen, Anne Linnet, Michael Falch, Poul Krebs og Lars Lilholt.
Ifølge Jyllands-Posten har Bamse med og uden Bamses Venner gennem årene i alt solgt omkring 3,5 millioner plader fordelt på sammenlagt 35 udgivelser. Coveralbummet "Stand By Me" fra 1999 solgte alene mere end 200.000 eksemplarer.
Flemming Bamse Jørgensen har også haft flere filmroller, og han modtog i 1986 en Robert i kategorien "årets mandlige birolle" for sin medvirken i Jon Bang Carlsens "Ofelia kommer til byen".
Begravelsen er endnu ikke fastlagt, og ifølge Ritzau kommer den efter ønske fra familien til at foregå i stilhed og kun med den nærmeste familie og venner.
DR P4 minder Bamse med en mindeudsendelse i dag klokken 18-19.
Se Bamses Venner i Melodi Grand Prix i 1980: