Pop/rockhistoriens gamle kendinge kommer til Sønderborg til sommer
Til sommer kan fans af legendariske Chicago opleve bandet når de kommer til Sønderborg i juni måned. Det er kulturinstitutionen Kultur i Syd, der står bag arrangementet, som finder sted i Mølleparken i Sønderborg under åben himmel.
Chicago, der har eksisteret siden 1967, har en lang karriere bag sig med 32 udgivne albums og et 33. på vej. Deres første plade "Chicago Transit Authority", blev for nyligt kåret af Stereophile Magazine som "An album to die for".
Da bandet efter 10 års stilhed på studie-udgivelsesfronten udgav albummet "XXX" (altså "30") i 2006, gav GAFFAs anmelder pladen 4 stjerner og skrev:
"Albummet er gennemført, udtryksmæssigt sikkert og såvel kunstnerisk som teknisk stærkt og fyldigt."
Bandet, der er kendt for at blande rock med messingblæsere, har de senere år turneret sammen med navne som Earth Wind and Fire og Doobie Brothers i USA, men deres turneer har også bragt dem til Europa og fjernøsten.
Udendørskoncerten i Mølleparken i Sønderborg finder sted den 30. juni kl. 20.00.
Billetsalget er startet og billetter kan købes via billetnet.dk.