Den album- og koncertaktuelle aarhusianske singer-songwriter får pæne ord med på vejen af det markante engelske musiksite
Den aarhusianske, for tiden Berlin-bosatte sanger og sangskriver Jacob Faurholt udgiver mandag den 15. august sit tredje soloalbum, "Dark Hours".
Albummet har han udgivet på eget selskab og uden det store pr-apparat, men alligevel har udgivelsen fundet vej til det markante engelske musiksite Drowned In Sound, der har givet albummet en ganske pæn anmeldelse og karakteren 7 ud af 10.
Anmelderen Neil Ashman begynder sin anmeldelse således:
"Han er nok dansk af fødsel, men fra de første klagende guitarakkorder fra det åbnende titelnummer på hans tredje album "Dark Hours" bliver lytteren straks sendt en tur til det gotiske Americana-bagland, som er beboet af folk som Will Oldham og Sparklehorse. Et sted, hvor – på plade – livets smukke side aldrig er langt væk fra den mørke side."
Herefter gennemgår anmelderen en række sange fra pladen og roser blandt andet dens alsidige lydbillede, korsangerinden Nona Marie Invie og Faurholts amerikanske udtale uden den mindste danske accent, om end han også nævner, at Faurholt selv ikke har verdens mest markante stemme.
Han konkluderer, at albummet "...langtfra er perfekt, men aldrig langt fra interessant og atmosfærisk."
Læs hele anmeldelsen her.
Det er ikke første gang, Drowned In Sound kaster sin kærlighed på dansk musik. Tilbage i 2007 gav de eksempelvis de maksimale 10 point til Efterklang for deres andet album, "Parades". Sitet gav også 7 ud af 10 point til The Kissaway Trail for deres selvbetitlede debutalbum fra 2007.
Release-koncerter
Jacob Faurholt følger – formodentlig med rank ryg – udgivelsen af "Dark Hours" op med to koncerter herhjemme, henholdsvis på Stengade i København 26. august og Musikcaféen i Aarhus 27. august. Ved begge koncerer vil han spille med band, og holdet vil til begge koncerter spille "Dark Hours" i sin helhed samt lidt ekstra.
I København supporter Kloster. Der vil denne aften være tale om en Kloster-solokoncert, hvor sanger og sangskriver Mikael R. Andreasen efter sigende vil spille andre folks sange, som har inspireret ham.
I Aarhus har Faurholt to support-navne på. Henholdsvis So Like Dorian (som udgav en ep på Geiger Records i 2010, og som efter sigende har et album undervejs), og Songs for Joebs (et nyt projekt af Peter Sandegaard fra aarhusianske Poor Billy). De vil spille en akustisk mini-koncert hver, før Faurholt og band går på.
Datoer:
26/8: Stengade, København (support: Kloster, soloshow) (mere info)
27/8: Musikcaféen, Århus (support: So Like Dorian og Songs for Joebs) (mere info)