Simone Cameron erstatter Inez, der gik ud af gruppen i marts
I et sjældent tilfælde af redaktionel fejlbedømmelse fik GAFFA i sin tid aldrig skrevet den ellers yderst relevante nyhed om, at sangerinden Inez i marts forlod den danske pigepop-trio Sukkerchok. Vi fik fejlagtigt heller ikke skrevet, at TV2's Go Morgen Danmark sammen med de resterende to piger Malene og Kat for tre uger siden igangsatte at talentshow for at finde den rigtige sukkerpige til at fuldende treenigheden. Men nu kan vi så rapportere om, at vinderen er fundet.
Det har været tre travle uger, hvor ti finalister skulle koges ned til fem, for i denne uge at blive til tre. Pigerne har været igennem en række styling- og make up-tiltag - den slags er jo vigtigt - og koreografiprøver, de har givet koncerter og været i studiet. Alt sammen for at finde den helt rigtige stemme og krop, der skal supplere Kat og Malene.
Hun er nu fundet, og valget faldt på 23 årige Simone Cameron (tv. på billedet), datter og barnebarn af henholdsvis Debbie og nyligt afdøde Etta Cameron.
Simone kan sammen med Kat og Malene opleves i aftenes udgave af Go' Aften Danmark, hvor trioen vil optræde med Sukkerchoks nye single "De 1000 Drømmes Nat"
"De 1000 Drømmes Nat" er forløberen for det kommende andet Sukkerchok-album, der udkommer den 18. oktober, og sangen kan købes via iTunes fra fredag midnat.
Så må vi håbe, at Sukkerchok kan gøre lidt bedre indtryk på GAFFAs anmelder end sidste års debutalbum, som anmelder Signe Bønsvig Wehding kun tildelte beskedne 1 stjerne og blandt andet følgende ord:
"Det er som et reelt sukkerchok. Man får meget hurtigt nok. Sukkerkonceptet er drejet omkring de tre grandprix-pigers pangfarvede og lettere karikerede stil og deres 80'er-plagierende pop. Der er syng-med potentiale og godt humør, men mindre talent og meget mindre humor."