Rolf Hansen følger Under Byen på deres kommende efterårs-turné med sit solo-projekt
Bag navnet Il Tempo Gigante (Billedet) er sanger, guitarist og sangskriver Rolf Hansen. I juni udgav han sin solodebut "Lost Something Good", og det er med den i bagagen, at han nu vil følge det danske musikkollektiv Under Byen på deres kommende efterårsturné.
I maj måned blev det offentliggjort, at Under Byen ville tage på en længere turné rundt i landet, da de siden deres udgivelse "Alt Er Tabt", som modtog fem stjerner her på GAFFA, rent faktisk ikke har givet særlig mange koncerter. Fire koncerter i foråret, som alle var meget efterspurgte. Nu kan folk imidlertid få mulighed for at opleve bandet sammen med Il Tempo Gigante, som med sin bror Jonas Tranberg Hansen og band udsendte debutalbummet "Lost Something Good". Albummet modtog her på GAFFA fire stjerner af anmelder Erik Barkman, som skrev:
"Lost Something Good" er et overdådigt iscenesat debutalbum, spændt ud mellem singer/songwriter-folk og krukket cabaret-pop. Og håndspillet electronica og kitschede crooner-ballader. Hansen oser af overskud, når han lader alt fra klarinetter og klaverer til thereminer og spøgelseskor akkompagnere lytteren gennem sine lange, snirklede sange om alt og intet. "Lost Something Good" er en imponerende debut, der står allerstærkest i intime, afdæmpede stunder som højdepunktet "Your Father And I"."
På turnéen vil Rolf Hansen spille sine sange solo, hvor han vil akkompagnerer sig selv med elektrisk guitar, lap-steel og en loopstation.
Billetsalget til Under Byen og Il Tempo Gigante er startet, og du kan se datoerne til turnéen lige her:
04.11.2010 - Stars, Vordingborg
05.11.2010 - Slagelse Musikhus, Slagelse
11.11.2010 - Bruunske Pakhus, Fredericia
12.11.2010 - Fermaten, Herning
13.11.2010 - Von Hatten, Randers
17.11.2010 - Tobakken, Esbjerg
18.11.2010 - Posten, Odense
19.11.2010 - Plantagehuset, Thisted
20.11.2010 - Godset, Kolding
26.11.2010 - Musikhuset Århus, Rytmisk Sal, Århus
27.11.2010 - Koncertsalen i Koncerthuset, København