Den danske sangskriver har genindspillet "Julia" med medlemmer af The Rumour Said Fire og Painted Daisies
I morgen den 9. oktober kunne John Lennon have fyldt 70 år, og det markeres over hele verden. Herhjemme har sangeren og sangskriveren Didium, også kendt fra Didium & The Black Bonnie Picture, genindspillet Lennons klassiske sang "Julia", oprindeligt fra det hvide, ubetitlede album fra 1968. En sang, Lennon skrev til sin mor Julia, der blev dræbt af en bil i 1958, 44 år gammel.
Didium har indspillet sin coverversion med sine gode venner Kasper Nissen (bassist i The Rumour Said Fire) og Mikael Nørlund (trommeslager i Painted Daisies). Didium og Kasper Nissen synger duet, og Kasper Nissen springer altså ud som lead-vokalist, mens Mikael har lavet og sunget korarrangementerne.
Didium fortæller følgende om sin og vennernes version:
– Da vi stod og skulle til at i gang med indspilningen, var min egen forventning, at vi skulle lave nummeret meget enkelt, som det er i originalversionen, indtil Kasper sagde: "Lad os lave vores helt egen version, som lyder af 2010 og ikke '68. Det var nok også det, John selv ville have ønsket, vi skulle gøre. Og sådan blev det altså."
Mikael Nørlund og Kasper Nissen kommer begge til at hjælpe med produktionen af Didiums kommende soloplade, og fortolkningen af "Julia" kan høres som en forsmag på, hvad vi har i vente.
Credits er som følger:
Kasper Nissen: vokal, bas, el-guitar, autoharpe, tamborin
Mikael Nørlund: vokal, trommer, percussion, programmering af beats
Didium: vokal, elektrisk/akustisk guitar, mandolin, mundharmonika, klokkespil
Mikset og indspillet af Mikael Nørlund og Kasper Nissen på Refshaleøen i København.
Sangen kan i allernærmeste fremtid høres på Didiums blog.