Nyhed

Valravn på vej med remixalbum

Folktronica-gruppen er blevet remixet af blandt andre Transglobal Underground, Kenneth Bager og Pharfar

Den danske folktronica-gruppe Valravn fik stor succes med deres andet album "Koder På Snor", der udkom i september sidste år. Blandt andet fik det fem stjerner af GAFFAs Torben Holleufer, som blandt andet skrev: "Der er tale om en plade, hvor vi hele tiden er på et højt internationalt niveau. Som dels afspejler det mest kreative i den danske folkemusikbølge, men som især er, hvad det hele drejer sig om. Nemlig en stribe velskrevne sange i et univers, som er unikt. Musik som ambitiøst rækker ud og vender hjem med stjernestøv."

For nylig var Valravn nomineret til to Danish Music Awards, ligesom de spillede til showet på Bremen i København 14. november. Og nu er de så på vej med et remixalbum med sange fra såvel "Koder På Snor" som fra gruppens selvbetitlede debutalbum fra 2007.
 
Remixalbummet udkommer i begyndelsen af 2011 med en lang række remixere fra ind- og udland. De medvirkende remixere tæller blandt andre Faun (Tyskland), Transglobal Underground (UK), Orka (Færøerne), Pchelki (Polen), Midi Lidi (Tjekkiet) og Carmen Rizzo (USA), der er kendt fra world-bandet Niyaz, men som også har produceret, remixet og skrevet for blandt andet Coldplay, Seal, Paul Oakenfold, Jem, Tiësto med flere. Carmen Rizzo er i øvrigt vært på den indflydelsesrige radio KCRW.

De danske Valravn-remixere tæller blandt andre Kenneth Bager, Pharfar (Bikstok Røgsystem/Djosos Krost), Henrich Munch (Sorten Muld) og Of The Wand & The Moon. Samtidig kører musiksitet makemusic.net en Valravn remix-konkurrence, hvor to vindere kan få deres remix af henholdsvis "Lysabild" og "Under Bølgen Blå" med på albummet.

Valravn udgiver i øvrigt også i starten af december "Koder På Snor" i en deluxe-vinyludgave med indlagt download-kode.

Valravn har i øvrigt turneret over store dele af verden og tager i december til Japan for at give to koncerter i Tokyo, hvor "Koder På Snor" også er udgivet. De har desuden spillet i Sverige, Norge, Finland, Island, Bulgarien, Færøerne, Rusland, Tyskland, Polen, Letland, Belgien, Schweiz, Tjekkiet, Holland, Irland, Frankrig og Egypten, foruden Danmark, hvor de afslutter deres "Koder På Snor"-turné med koncerter disse to steder:


11. februar - Amager Bio, København
12. februar - Posten, Odense

ANNONCE