Nyhed

København bliver indtaget af syrerock

I starten af december giver The Brian Jonestown Massacre-forsanger et dj-sæt, ligesom The Warlocks med flere giver koncerter

Torsdag og fredag den 2. og 3. december får københavnerne besøg af en længere række musikere, der i den grad trækker på den psykedeliske rockmusik. Det er amerikanske The Warlocks (billedet), danske Howl Baby Howl, tyske The Blue Angel Lounge samt danske The Telstar Sound Drone med flere. Ud over koncerterne vil en række højtstående navne give dj-sæt. Heriblandt Anton Newcombe fra The Brian Jonestown Massacre, Trentemøller og Lorenzo Woodrose med flere.

Loppen huser således en koncert torsdag den 2. december på Loppen i København med amerikanske The Warlocks, der har Bobby Heckshere i front, hvor danske Howl Baby Howl vil være support. Derudover vil Trentemøller give et dj-sæt passende til de genremæssige omstændigheder. The Warlocks udgav senest materiale i 2009, hvor studiealbummet "The Mirror Explodes" udkom - dog har de for nylig udgivet "Rise And Fall: EP And Rarities", der er en samling fra debutalbummet af samme navn plus en række sjældenheder.

Senere samme aften vil Anton Newcombe, der også er kendt som frontmand i det neo-psykedeliske band The Brian Jonestown Massacre - og som tidligere har spillet med førnævnte Bobby Heckshere - give et dj-set på Bakken i Kødbyen i København. Derudover vil manden bag 8mm Musik, Olli 8mm, være neo-psykedelikerens vingemand.


Vil man hellere høre mere livemusik, kan man tage ind og høre det genrebeslægtede britiske støjband The Tamborines, som - torsdag - giver en gratis koncert på Drone. The Tamborines er ude med debutalbummet "Cameras & Tremor" på Beat-Mo Records.

Fredag aften slutter de psykedeliske fornøjeligheder af med en dobbeltkoncert, hvor tyske The Blue Angel Lounge giver koncert sammen med danske The Telstar Sound Drone. Det kommer til at foregå i Studenterhuset i København, og Lorenzo Woodrose vil vende plader. The Blue Angel Lounge har netop udgivet en pladen "Narcotica" på det føromtalte tyske label 8mm Musik, der er produceret af selv samme Anton Newcombe.

Således skulle det være muligt at få opfyldt eventuelle mangler på neo-psykedelisk syrerock torsdag og fredag den 2. og 3. december i København.


ANNONCE