Faith No Mores utrættelige frontmand går endnu en gang sine egne veje med ny udgivelse
Det lader ikke til, at gendannelsen af Faith No More har lagt en dæmper på forsanger og musikalsk alt-mulig-mand Mike Pattons energiniveau. Til trods for, at Patton stadig er 'on the road' med sit gamle band, har han stadig haft tid til at lægge kræfter i udgivelsen af albummet "Mondo Cane".
Navnet dækker over et samarbejde med et 30-mand-højt orkester, der har resulteret i fortolkninger af ældre italiensk pop- og filmmusik, og Pattons forkærlighed for dette hjørne af populærmusikken udmøntede sig allerede tilbage i 2008 i en række koncerter rundt om i Europa. I den anledning var Mondo Cane blandt andet forbi Malmö Festivalen, hvor Patton i vanlig diplomatisk stil fik det fremmødte publikum til at brøle "Fuck ABBA!"
Det er optagelser taget fra Mondo Canes tur rundt i Europa, der ligger til grund for udgivelsen, der kort og godt hedder Mondo Cane, og de sydlandsk-klingende titler fra albummets trackliste kan findes på Bravewords hjemmeside.
Mondo Cane-albummet er sat til at udkomme den 4. maj, og udkommer på Pattons eget pladeselskab Ipecac Recordings.cc.