Nyhed

Maribel debuterer i Danmark

De norske støjrockere udgiver deres Emil Nikolaisen-producerede debutalbum hos naboerne mod syd

De norske rock'n'roll-shoegazere Maribel har fået dansk distribution hos Auditorium, efter deres larmende debutalbum "Aesthetics" fik god modtagelse i de norske medier. Albummet udkom på det lille Oslo Grammofon-label i 2009.

Bandet har spillet med Crystal Stilts og The Telescopes i England, spillet opvarmningsjobs for Interpol i Norge og er blevet udgivet i Japan. Desuden er støjrock-kvartetten bekræftet på årets Spot Festival i Århus.

Maribels debutalbum er desuden produceret i samarbejde med en anden norsk støjrock-afficionado, da Serena Maneeshs forsanger Emil Nikolaisen har siddet bag knapperne. Debutalbummet balancerer mellem et indadvendt og udadvendt univers, hvor dronende lydkulisser hele tiden modsvares af massive beats fra den hårdtslående rytmegruppe. Maribel befinder sig i et sonisk krydsfelt mellem Primal Screams "Screamadelica", Spacemen 3's "Sound of Confusion", My Bloody Valentine og The Stooges.


"Aesthetics" udkommer den 26. april i Danmark, og allerede i 2011 kan man forvente sig en opfølger.

ANNONCE