GAFFA mødte de norske støjrockere, da de spillede på Spot Festival i weekenden
Guitaristerne Pål Espen og Lewi, som dannede shoegazer-kvartetten Maribel i 2006, undersøger dualiteterne mellem støjæstetik og melodi. Deres debutalbum, som hedder "Aesthetics", er produceret af Emil Nikolaisen fra Serena Maneesh. Det udkom hjemme i Norge sidste år til voldsomt gode anmeldelser, og efter en turnépause prøver bandet nu kræfter med udlandet. Første stop var, da Auditorium udsendte albummet her i Danmark i sidste uge, inden bandet arbejder videre mod resten af Europa.
Musikalsk placerer Maribel sig et par alen efter My Bloody Valentine, men har en blødere støj og krydrer den med krautrockens repetitive popharmonier. GAFFA fangede Pål og Lewi, da de spillede deres første show i syv måneder på Spot Festival i Århus i weekenden. Og her stillede vi dem blandt andet følgende spørgsmål:
I har været nogle år om at lave jeres debutalbum. Hvordan mødtes I?
Pål Espen: - Det må have været i 2006. Vi mødtes i Oslo, men alle bandmedlemmerne er tilflyttere. Lewi og jeg startede bandet. Vi fandt ud af, at vi havde en fælles lidenskab for musik, og vi blev siddende efter festen og spillede nogle plader. Vi hørte britisk alternativ rock, hvis du vil have det kortet ned til en kort beskrivelse. Fra 60'erne og frem.
Lewi: - Vi hørte meget My Bloody Valentine, som måske er tydeligt i vores musik i dag. Men også Flying Saucer Attack og Pluramon, og så sad vi og drak noget whisky hen over det.
Hvordan har I det med den der My Bloody Valentine-sammenligning?
Pål: - Det er fint nok. Vi kommer aldrig væk af det... og prøver heller ikke på det. Det er bedre, at folk nævner My Bloody Valentine, end bare at kalde os for endnu et shoegaze-band. My Bloody Valentine og Sonic Youth har altid været vigtigere end resten, men vi hører også en masse perifere ting og prøver at udvikle os på vores egne præmisser. Lige for tiden hører vi også funk, soul, filmmusik og krautrock. Når du starter et band, så begynder det jo et sted, og så tager det noget tid, inden du finder ud af, hvordan du vil lyde.
Hvornår fandt I ud af det?
Lewi: - Vi var meget mere støjende i starten, men nu er vi nok blevet mere modne. Vi har spillet superstøjende koncerter, hvor det gik helt ud af kontrol, men vi er begyndt at stole lidt mere på meloderne.
Pål: - Støj vil altid være vigtigt for os, men det er ikke et mål.
