Nyhed

GAFFA-anmelder inspiration til nyt teaterstykke

Christian Erin-Madsen har leveret input til ”Imago”, der får premiere i København lørdag

Billede ovenfor: Rasmus Ingemann, Magnus Bruun Nielsens karakter i "Imago"

På GAFFA er vi ikke så meget for at promovere vore egne medarbejdere, men vi gør dog en undtagelse i denne omgang. Skuespilleren Magnus Bruun Nielsen har nemlig været på arbejde med GAFFAs anmelder Christian Erin-Madsen for at få inspiration til teaterstykket "Imago", der får premiere lørdag den 29. maj på Teater Zeppelin på Vesterbro. Magnus Bruun Nielsen fortæller:

- Stykket handler om en musikinteresseret familie, tre brødre og en søster, der samles om at lave en musikvideo til deres fars 60 års fødselsdag, en far, som kun den ene bror stadig taler med. Og det åbner op for en masse skuffelser, had, ulovlige følelser og vrede. Min karakter, Rasmus  Ingemann, arbejder som anmelder og musikjournalist og bruger meget tid på det, og det anvender han som en undskyldning for ikke at se sin familie, siger han og fortsætter:

- Anmelderen er en af de fem karakterer i stykket, og alle skuespillerne har sammen med instruktøren Kim Bodnia og co-manuskriptforfatteren Andreas Garfield, arbejdet intensivt på at udarbejde deres karakterer. I den forbindelse valgte jeg at kontakte en anmelder, og det blev så Christian Erin-Madsen fra GAFFA.

GAFFAs medarbejder så ikke mindst samarbejdet som en spændende mulighed for at konkretisere, hvad der karakteriserer arbejdet som anmelder.  

Med til koncerter
- Det har været interessant at se anmelderrollen udefra. En ting er, at omsætte musikviden og oplevelser til en tekst. Noget andet er at forklare og retfærdiggøre overfor en anden, hvad man bør lægge mærke til og hvorfor. Særligt fordi det gerne skal repræsentere musikanmeldere så bredt som muligt, siger Christian Erin-Madsen.

For Magnus Bruun betød det, at han også tog med til koncerter.

- Jeg har været med ham til koncerter med Sia og Snow Patrol, som Christian har anmeldt, og jeg har set, hvordan han arbejder. Jeg har lært lidt mere om anmelderfaget, og om, hvordan anmeldere kan fokusere på små, men vigtige musikalske detaljer. Jeg har fået et lidt mere fordomsfrit og objektivt billede af anmelderrollen. Jeg har også selv prøvet at skrive anmeldelser af de koncerter, jeg har set sammen med Christian, men det er nu kun Christian og Kim Bodnia, der har set de anmeldelser.

Særligt anden gang de mødtes skilte sig ud.

Anmelder i jakkesæt
- Vi skulle mødes til Snow Patrol-koncerten. Her kom Magnus direkte fra prøverne i rød skjorte, jakkesæt og med et par Sennheiser-hovedtelefoner om nakken, fortæller Christian Erin-Madsen.

- Sådan går de færreste nok klædt til koncert, men det skulle repræsentere en rockanmelders påklædning. Det var interessant at opleve faget analyseret udefra på den måde og se, hvad der skal få folk til at tænke på en anmelder, når Magnus spiller rollen i stykket.

Magnus Bruun Nielsen tilføjer, at Rasmus Ingemanns anmelderjob kun udgør en mindre del af stykkets handling og ikke er forestillingens omdrejningspunkt – det er familiedramaet. "Imago" er heller ikke en musical, men der optræder dog et enkelt livenummer i forestillingen, ligesom der spilles en del musik over højttalerne. Blandt andet spiller Kashmir-sangen "Mouthful Of Wasps" en fremtrædende rolle, da den skal bruges til den musikvideo, de medvirkende i forestillingen indspiller.

Om "Imago"
De fem medvirkende er alle afgangselever fra skuespillerskolen Ophelia. Deres afgangsforestilling "Imago" er et nyskrevet stykke af dramatiker Andreas Garfield (der i 2007 vandt Reumert talentpris for stykket "Hjem Kære Hjem") i samarbejde med Kim Bodnia, der har instrueret.


Medvirkende: Magnus Bruun, Emil Sebastian Gohr, Marianne Gonnov Bøgelund, Adam Ild Rohweder og Christopher Lillman
Instruktion: Kim Bodnia
Manuskript: Kim Bodnia og Andreas Garfield
Scenografi: Nicola Helweg Thomasen

Spilleperiode: 29. maj – 6. juni 2010
Kl. 20.00 alle aftener - dog ingen forestilling mandag d. 31. maj.
Varighed: 75 min.
Sted: Teater Zeppelin, Valdemarsgade 15, 1665 København V. Sat op som særforestilling
Billetbestilling tlf. 22364881



ANNONCE