Nyhed

Jokeren klar med spilleglad jazzplade

Jesper Dahls spoken word-album "Grafisk Musik" er på gaden i dag

En aften satte Jesper Dahl, også kendt som Jokeren, sig ind i et studie over det københavnske Caféteatret og begyndte at jamme med sine venner. De spillede improviseret jazz, mens Dahl læste tekster op, som han havde skrevet i løbet af de sidste fire år. Digte, klummer og den slags. Nogle timer senere var pladen "Grafisk Musik" klar: En samling spoken word-numre om blandt andet Roskilde Festival, Cava og musik, som er gået mainstream.  

- Det var egentlig bare en sjov aften i studiet, men vi ramte noget, som var fedt og fungerede. Musik behøver ikke at være stort arrangeret og planlagt med blod, sved og tårer i årevis. Vi tager det tilbage til den måde, man startede med at lave plader på. Man gik bare i studiet, efter at man havde været ude at spille, forklarer Jesper Dahl. Han understreger, at det handler om spontan spilleglæde, der ikke skal igennem den lange proces med pladeselskaber, godkendelser og finansiering, som både han og bandets to andre professionelle musikere, pianist Poul Reimann og bassist Niclas Campagnol, kender alt for godt. Ifølge bandets fjerde mand, trommeslager Peter Stenbæk, der til daglig laver film og grafik, gik de i studiet for at "lege bohemer" i stil med Jack Kerouac, Allen Ginsberg og William Burroughs. På lydsiden var de blandt andet inspireret af hiphop-pionerer som Gil Scott-Heron og The Last Poets.

- Vi gik og grinede af, at vi var bohemer, men i løbet af ret kort tid blev det sgu alvor. Efter et par numre tænkte vi "Det ka' sgu et eller andet, det her!" Så kan man spørge, om det er noget, andre bør gøre – lave en halv-øver og kalde det en plade? Det ved vi ikke, men vi syntes bare, energien var så fantastisk og var meget begejstrede over, hvad der kom i kassen, forklarer Stenbæk og tilføjer, at pladen efterfølgende ikke er blevet bearbejdet for at rette småfejlene til. Det har sine fordele, mener Jesper Dahl.


- Nu om dage kan man producere så meget, så musikken bliver renset for fejl. Det her er mere menneskeligt. Når vi trykker "record" og spiller, så kommer der fejl, men vi renser dem ikke væk – det er forskellen, siger han.

"Grafisk Musik" udkommer i dag

ANNONCE