De klassisk inspirerede islændinge er klar med opfølgeren til ”Sleepdrunk Sessions”
Efter et anmelderrost debutalbum og en Europa-turné, der skubbede deres navn ud over det hjemlige Islands grænser, er syvmandsbandet Hjaltalín klar med endnu en omgang genreblandende kammerpop.
Den nye plade hedder "Terminal" og er ude den 13. august, hvorefter gruppen tager på endnu en turné, der gerne skulle bringe deres symfoniske lyd til Danmark i efteråret. "Terminal" er allerede udkommet i Island og har solgt guld derovre ligesom Hjaltalíns første album, "Sleepdrunk Sessions", gjorde det.
Da "Sleepdrunk Sessions" udkom herhjemme i november 2008, gav GAFFAs anmelder pladen fem stjerner og beskrev den som "en instrumental overflod". Medlemmerne i Hjaltalín har nemlig en baggrund i klassisk musik og hiver lige så gerne en violin eller fagot ind i studiet som en elektrisk guitar. Denne gang har studiet til dels bestået af en lagerhal, som gruppen fyldte med et helt orkester. Den nye plade er indspillet både der og i Islands ældste studie, Hljóðriti Studio, som også Björk har benyttet sig af.
Hjaltalín indrømmede i et tidligere interview med GAFFA, at de har et særligt "storebror-forhold" til Danmark, og gruppen har da også spillet adskillige koncerter her. Både Spot og Roskilde Festival samt spillesteder i Århus og København har haft glæden, og da gruppen optrådte til by:Larm i Oslo sidste år, kaldte GAFFAs anmelder dem for Islands mest interessante live-orkester.
Om det stadig passer, kan man altså finde ud af til efteråret, og i mellemtiden udkommer "Terminal" den 13. august.