En biografi som sætter fokus på Grateful Dead-mandens ungdom er nu ved at blive filmatiseret
Jerry Garcia var ikke bare en af grundlæggerne af bandet Grateful Dead, men også den person de fleste forbinder med bandet, som han spillede med i tredive år indtil sin død i 1995. Det er dog årene inden dannelsen af The Dead, der sættes fokus på i en kommende film om den berømte guitarist.
Allerede i 2008 kom det frem, at grundlaget for den kommende film er bogen "Dark Star: An Oral Biography On Jerry Garcia" af Robert Greenfield, der også har skrevet bøger om The Rolling Stone og Timothy Leary. Men efter at have skiftet producenter ser det nu ud til, at filmen endelig bliver til noget.
Til Rolling Stone siger forfatteren, at filmen slutter med, at Garcia danner Grateful Dead, og at filmen i stedet vil fokusere på guitaristens barndom og de tidligere år, hvor han spillede bluegrass og folk.
"Jeg tror ikke, det er let at forstå Jerry. Jeg synes, han var et komplekst menneske. Efter et bestemt tidspunkt fik alle deres eget syn på Jerry. Denne film handler om, hvem han i virkeligheden var, før alle gjorde ham til det, de ville have ham til at være. Jeg tror mange af de ting, der er blevet erstattet af legenden og myterne er kommet frem efter hans død".
Sådan siger Greenfield til Rolling Stone og sammenligner den kommende film med "Backbeat", der dokumenterede The Beatles' tid i Hamburg, inden de fik deres internationale gennembrud.
Der er nu blevet valgt en instruktør (Amir Bar-Lev) og en manuskriptforfatter (Topper Lilien), men det er endnu ikke blevet annonceret, hvem der vil dukke op på rollelisten.
Der har tidligere været snak om at Grateful Dead-biografien "Home Before Daylight" skulle konverteres til en spillefilm, men tre år efter de første historier om filmen dukkede op, er der ikke noget der tyder på, at det bliver til noget.