Nyhed

Midnight Oil og Violent Femmes slår kludene sammen

Medlemmer fra det australske rockband Midnight Oil slår sig nu sammen med bassisten fra amerikanske Violent Femmes. Sammen danner de surfbandet The Break.

Australiens perle af et rockband, Midnight Oil (billedet), som gik i opløsning i 2002, placerer sig nu i en ny støbeform sammen med Violent Femmes-bassisten Brian Ritchie. Helt præcist er der tale om Oil-medlemmerne Rob Hirst, Jim Moginie og Martin Rotsey, mens forsanger Peter Garrett fortsat holder sig indenfor politikens verden.

Sammen har de fire herrer nu valgt at danne bandet The Break. Musikken vil primært bestå af instrumentale surftoner, og vil generelt ligge temmelig langt fra den stil, de to respektive bands har produceret indtil nu.

Midnight Oil har måske altid gået med en drøm om at lave surfmusik, i hvert fald er sange som "Surfing With A Spoon" og "Surf's Up" at finde i deres bagkatalog. Violent Femmes har fra tid til anden tilsat deres musik surfguitar, men også de betegner sig selv som et rockband og ikke et surfband. Første gang de to bands stiftede bekendtskab med hinanden var helt tilbage i 1980'erne, hvor de turnerede sammen.


Midnight Oil gik som sagt i opløsning i 2002, hvor Peter Garrett forlod bandet til fordel for sin politiske karriere, som sidenhen førte til titler som miljø- og kulturminister. Bandet har sidenhen været genforenet i få korte stunder i forbindelse med to støttekoncerter.

Det er efterhånden nogle år siden, at Violent Femmes stoppede med at producere ny musik, men først i 2009 gik bandet officielt fra hinanden.

The Break vil turnere i Australien i forbindelse med udgivelsen af det kommende album, og bliver det en succes, breder de turnéen ud til at være et internationalt foretagende.


Læs mere om den nye konstellation, se bandets tourplan og lyt til det første singleudspil på The Breaks Myspace.

ANNONCE