Teologen med de melankolske popsange vender tilbage i april
Singer-songwriter Caspar David fik en noget usædvanlig start på sangkarrieren, da han sent i tyverne pludselig genfandt lidenskaben for musik, der ellers havde ligget i dvale siden teenage-årene, og på kort tid forfattede mere end 80 sange, samtidig med at han skrev en ph.d. i teologi. Som 31-årig landede han sig en pladekontrakt hos Sony BMG, og udgav i 2007 den anmelderroste debut, "Let The Past Begin". Siden da er David blevet sognepræst, og har brudt med Sony BMG, og nu er han så klar med den altid svære to'er. I en pressemeddelelse beskrives pladen således:
"Med sig selv i producerrollen - i samarbejde med Frederik Mellqvist - har Caspar David selv skrevet tekst, musik og arrangementer til albummets 11 engelsksprogede sange, der kredser om temaer som selvbedrag, den fortærende kærlighed, begærets magt og livets forgængelighed. Det musikalske spænd er bredt og rummer såvel kantet popmelankoli i numre som Come to My Senses og Alas, det musikalsk og tekstmæssigt legende i titelnummeret In the Flux og den ambitiøse Faust-fortolkning Faustus samt den galoperende, upolerede indie-rock´n roll i Kiss the Sky Goodbye og Musical Nightmare. En forening af finkultur og populærkulturen i følge Caspar David selv."
"Let The Past Begin" fik moderat kommerciel succes, men anmelderne var ganske positive. Her hos GAFFA dekorerede Ole Rosenstand Svidt debuten med fire stjerner, og skrev følgende:
"Casper David har et godt øre for den let melankolske og underspillet storladne popsang, hvor de indestængte følelser hele tiden kæmper for at komme op til overfladen og af og til bryder igennem som gejsere i de brusende omkvæd. Især åbningskvartetten, titelnummeret, Love Comes With A Gun, Melancholia og Beauty Of A Crying Man er vellykkede, de tre sidstnævnte med formfuldendte, dramatiske strygere, som dog gerne måtte have været endnu mere fremtrædende. På samme måde kunne Caspar David godt have sunget mere kraftfuldt igennem sine steder – hans stemme er ikke verdens største, men den har karakter, og man tror på, at manden mener, hvad han synger. [...] Alt i alt en lovende debut, som med sin velproducerede lyd også godt kunne gå hen og radiohitte pænt."
Den nye plade får titlen "In The Flux" (der betyder noget i retning af "i konstant forandring", red.), og udgives af Exlibris, der ejes af musikforlaget Edition Wilhelm Hansen, med hvem David har skrevet en tre-årig kontrakt som sangskriver. "In The Flux" udkommer onsdag den 21. april, og på Caspar Davids MySpace-side kan man lige nu streame et par af de nye numre.