Den amerikanske gruppe lover musik med tydelig inspiration fra engelsk sentresserfolk til koncerten i Amager Bio fredag
Den texanske gruppe Midlake har netop udsendt sit tredje album, "The Courage Of Others", efterfølgeren til det anmelderroste gennembrud "The Trials Of Van Occupanther" fra 2006. 5. februar giver de koncert i Amager Bio i København. GAFFA fangede guitarist Eric Pulido (nummer to fra højre på billedet) på landevejen for at høre lidt om det nye album, og hvad vi kan forvente os til koncerten.
Jeres nye album er lidt mere afdæmpet og akustisk end forgængeren. Kan du fortælle lidt mere om det?
– Vores nye album er meget inspireret af britisk folk fra slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne – navne som Steeleye Span, Fairport Convention, Pentangle, Incredible String Band og Amazing Blondel. Det var noget musik, vi begyndte at lytte til på vores sidste turné, og vi blev virkelig vilde med det. Der er en særlig følelse i det, en slags middelalderlig vibe, som vi virkelig godt kan lide.
I kan godt lide tværfløjte, kan jeg fornemme? Der er jo ret meget tværfløjte på albummet.
– Ja, det kan vi alle sammen, og det er Tim, der spiller den. Det er et smukt og frodigt instrument.
Hvad kan vi forvente os af koncerten?
– Vi spiller de fleste af sangene fra vores nye album "The Courage Of Others" og fem-seks numre fra "The Trials Of Van Occupanther" og måske lidt fra debuten. Der bliver mindre keyboard og mere guitar end sidst, og vi har omarrangeret nogle af de gamle sange. Og så har vi fået to nye folk med på henholdsvis guitar og fløjte/keyboard. Vi har fået en større lyd og spiller endnu bedre end før.
Læs en længere udgave af interviewet
Køb billetter til koncerten i Amager Bio 5. februar via GAFFA Live