Nyhed

Broken Social Scene afslører detaljer om kommende album

Broken Social Scenes længe ventede album er på gaden til maj

Det er snart fem år siden, at Broken Social Scene udgav deres sidste album "Broken Social Scene". Karrieren har dog ikke stået stille for bandet, der nærmest konstant har haft travlt med at turnere og udgive soloalbums. Det kommende album er på gaden den 4. maj, og udkommer på pladeselskabet Arts & Crafts.

Broken Social Scene er kendte for deres svingdørspolitik, hvor musikanterne kommer og går lidt ud og ind, og derfor kan man aldrig helt vide sig sikker på, hvem der optræder hvor og hvornår. Websiden Pitchfork Media afslører dog, at de medvirkende på det kommende album kommer til at bestå af sanger og bassist Brendan Canning, trommeslager Justin Peroff, guitarist Charles Spearin, sanger og guitarist Andrew Whiteman samt den nyankomne guitarist Sam Goldberg.

Udover basisfolkene får bandet besøg af en række prominente gæster på pladen, heriblandt Leslie Feist, Amy Millan og Evan Cranley fra bandet Stars samt Emily Haines og Jimmy Shaw fra det canadiske band Metric.


John McEntire, der har gjort sig bemærket i bandsene Tortoise og The Sea And The Cake, er albummets producer. McEntire har stået bag produktioner for sine egne bands samt for alternative grupper som Teenage Fanclub og Stereolab. Udover McEntire har navne som Pavements Scott Kannberg (aka Spiral Stairs) og det hedengangne Death From Above-medlem Sebastien Grainger haft en finger med i produktionen af albummet.

Albummet er optaget i McEntires Soma Studios i Chicago samt i Graingers Giant Studios i Toronto, og optagelserne har spredt sig udover et helt år.

Man kan læse en del mere om Broken Social Scenes kommende udgivelse på Pitchforks hjemmeside, hvor musiksitet tager sig en snak med en af bandets medstiftere, Kevin Drew.


Det endnu unavngivne album kommmer på gaden den 4. maj 2010.

ANNONCE