Nyhed

Portishead går i studiet i 2011

Der kommer ikke til at gå 11 år mellem gruppens seneste plade og den næste, lover bandet

Da Portishead i 2008 udgav deres meget roste tredje album med den enkle titel "Third", var det 11 år siden, de sidst havde udgivet et studiealbum. Men så længe kommer der ikke til at gå, inden opfølgeren kommer, lover gruppen. I et interview med BBC 6Music fortæller guitarist Adrian Utley nemlig, at gruppen går i studiet næste år.

Adrian Utley (th. på billedet) fortæller: "Vi er lige ved at afslutte nogle projekter, vi hver især har, og så skal vi til at skrive, først lidt hver for sig, og så sammen, og det bliver spændende."

Han tilføjer: "Vi har bestemt tænkt over det og har haft diskussioner om, hvor vi skal hen, men det er ret tidligt i processen, og jeg tror ikke, nogen af os har lyst til at forhekse processen ved at sætte for mange regler op omkring den, som vi ofte gør."


Portishead vil også give koncerter i 2011. De er for nylig blevet offentliggjort som et af hovednavnene til den spanske Benicassim-festival i juli, og samme måned spiller de på I'll Be Your Mirror-festivalen i London, som de også har sammensat programmet til.

Efter udgivelsen af "Third" har Portishead heller ikke ligget på den lade side. Blandt andet benyttede bandmedlem Adrian Utley tiden til at indspille et soundtrack til filmen Jeanne D'Arc med Will Gregory fra Goldfrapp. Beth Gibbons har haft travlt med at skrive, mens Geoff Barrow har dyrket sit sideprojekt, bandet BEAK>, der spillede til dette års Glastonbury Festival. Desuden gik hele bandet i december sammen om velgørenhedssinglen "Chase The Tear", som blev doneret til Amnesty International.

ANNONCE