”Clapton” bliver gamle Slowhands første solo-plade i fem år
Den 27. september sender Eric Clapton sit 19. solo-studie-album på gaden. Pladen, der har fået den knap så opfindsomme titel, "Clapton", vil indeholde gæsteoptrædener fra blandt andre Claptons ekskæreste Sheryl Crow og hans tidligere bandmakker fra Blind Faith, Steve Winwood.
Clapton udtaler om pladen:
"Det er en eklektisk samling sange. Jeg er rigtig glad for dem, for det bliver en overraskelse for fansene, for det har det helt sikkert været for mig."
Blandt de øvrige gæster på albummet er også trompetisten Wynton Marsalis, New Orleans-R&B-ikonet Allen Toussaint og Allman Brothers Band-guitaristen Derek Trucks. Clapton har selv produceret albummet med Doyle Bramhall II.
Clapton og Crow havde et kortvarigt forhold ti slutningen af 1990'erne, og Crowes sang, "My Favorite Mistake", handler efter sigende om Clapton.