Nyhed

Kellermensch-medlemmer danner nyt band

Bandet The King & I spiller første koncert i Esbjerg senere på måneden

Esbjerg-bandet Kellermensch har vind i sejlene for tiden, men alligevel har to af bandets medlemmer valgt at forlade gruppen for en stund for at gøre sig i en ny sammenhæng. Den nye kvartet har fået navnet The King & I og spiller sin første koncert i hjembyen Esbjerg 20. august.

Koncerten er en del af koncertserien Made In Esbjerg, hvor man også kan opleve navne som Ignug, Bumsestilen, Stella Blackrose, Kellermensch og TAFKA, der stod bag Månedens Demo i GAFFA tidligere på året.

Her vil man for første gang kunne opleve The King & I, der består af Sebastian Wolff og Claudio W. Suez fra Kellermensch samt Mads Bjørn (Limf) og Michael Iversen (ex-Frameless Scar).


Bandet skulle finde sin inspiration i folk-rocken og den amerikanske sangskat, og om det nye projekt siger frontmand Sebastian Wolff:

"Vi ville med dette band tage den direkte rute mod den gode sang og ikke forsøge at fortænke musikken for meget. Vi kommer alle fra en baggrund, hvor vi har beskæftiget os med mere eller mindre kompleks musik, så vi ville gerne opleve glæden ved at skrive nogle sange som bare umiddelbart fungerer".

The King & I kan opleves på Tobakken i Esbjerg 20. august, og bandet har desuden fået pladekontrakt med Persona Non Grata Records, som også udgiver Kellermensch.


ANNONCE